Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Fra den 1. juli 2019 skal varebiler, som anvendes til firmakørsel, være registreret hos Motorstyrelsen. Kravet gælder varebiler med en tilladt totalvægt på mere end 2.000 kg og til og med 3.500 kg. Arkivfoto af Svend Erik Juhler Rasmussen, Korsmedergaard. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Varebiler til firmakørsel skal registreres

Nye regler betyder, at varebiler, der bruges til firmakørsel, skal registreres hos Motorstyrelsen senest 1. juli 2019.

Fra den 1. juli 2019 skal varebiler, som anvendes til firmakørsel, registreres hos Motorstyrelsen. Kravet gælder varebiler med en tilladt totalvægt på mere end 2.000 kg og til og med 3.500 kg.

Der køres firmakørsel, hvis der transporteres gods, der tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet.

Der er også tale om firmakørsel, hvis der transporteres gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation.


Landmænd og gartnere


Varebiler skal også registreres til firmakørsel, selvom de kun delvist anvendes i virksomheden til firmakørsel, og uanset om de er registreret til virksomhedens CVR-nummer eller virksomhedsejerens CPR-nummer.

Varebiler med papegøjeplader, der er registreret til delvist privat og erhvervsmæssig kørsel, skal altså typisk også registreres. Mange landmænd og gartnere vil derfor også blive ramt af de nye regler og skal registrere deres varebiler til firmakørsel.

Anvendes varebilen udelukkende privat, skal den ikke registreres til firmakørsel.


Nye krav til godskørsel


Kravet om registrering af varebiler til firmakørsel er et resultat af, at der fra den 1. juli 2019 er
indført nye tilladelses- og uddannelseskrav for vognmænd og chauffører, som udfører godskørsel for fremmed regning.

Godskørsel for fremmed regning er transport af gods mod betaling, hvor godset ikke tilhører eller er knyttet til den registrerede bruger af køretøjet.
De nye regler skal gøre det lettere at adskille varebiler, der bruges til godskørsel for fremmed regning, fra varebiler, der bruges til almindelig firmakørsel.


Sådan registrerer du varebilen til firmakørsel

  • Gå til https://motorregister.skat.dk og log på med NemID.
  • Vælg ’Registrering og Rediger tilladelse’ og indtast bilens registreringsnummer eller stelnummer.
  • Under ’Dispensationer og tilladelser’ tilføjes ’Firmakørsel’.
  • Godkend registreringen og bestil en ny registreringsattest.

Registreringsattesten gælder herefter som bevis for anmeldelsen. Den skal medbringes under kørsel og skal efter anmodning vises til politiet.


Vær opmærksom


Færdselsstyrelsen har udsendt informationsbreve elektronisk til varebilsejere. Mange varebilsejere, hvor varebilen er registreret i CPR-nummer, har dog efter vores oplysninger oplevet ikke at modtage brevet.

Det er derfor vigtigt selv at være opmærksom på de nye regler, da man kan være omfattet af de nye regler om firmakørsel, selvom man ikke har modtaget brevet fra Færdselsstyrelsen.

Hvis ikke varebilen er registreret hos Motorstyrelsen senest 1. juli 2019, vil firmakørsel i varebilen betragtes som godskørsel, som kræver en særlig tilladelse samt uddannelse. Overtrædelse kan medføre bøde og i værste fald inddragelse af nummerplader.


Læs mere

Du kan læse mere om de nye regler om både firmakørsel og godskørsel på Færdselsstyrelsens hjemmeside: www.varebilskrav.dk.