Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Workgreen.dk-kampagnen, der skal øge opmærksomheden på muligheder for job- og uddannelse i gartnerisektoren, har haft stor gennemslagskraft i årets første måneder. (Foto: Workgreen.dk)

Succesfuld brandingkampagne

Branding- og rekrutteringskampagnen Workgreen.dk, hvor fokus især var på gartnerbranchen, blev i første omgang afsluttet i marts.

Workgreen.dk-kampagnen har fået meget positivt feedback fra omverdenen – ikke blot på produktionen af materialet, men også på indholdet af kampagnen.

Kampagnen blev søsat for at tiltrække dygtige elever til gartnerfaget samt at have fokus på at fastholde de medarbejdere, der allerede er i brancherne.

Omdrejningspunktet har været kampagnesiden Workgreen.dk, hvor medlemmer af GLS-A samt deres ansatte har fortalt deres historier. Det giver et virkelighedstro billede af faget, hvilket har været et vigtigt signal at sende for alle aktører.

Kampagnen har ikke mindst været tilstede på de sociale medier, men også i den trykte udgave af B.T. Metro avisen og i udvalgte Arriva-tog. Det har været en meget målrettet indsats.


Workgreen.dk-kampagnens indhold er blevet eksponeret mere end 18 mio. gange for den udvalgte målgruppe, der forhåbentlig bliver inspireret til at vælge en fremtid i gartnerfaget. Foto: Workgreen.dk.


18 millioner eksponeringer


Hvis vi dykker lidt ned i tallene, så er vi tilfredse med, hvor meget kampagnen egentlig er blevet eksponeret på de forskellige platforme.

Mere end 18 mio. gange er vores målgruppe blevet eksponeret for materialet. Det er et stort tal, og det er naturligvis ikke unikke personer, men det viser, at kampagnen i hvert fald er blevet set.

Vi kan da også se på tallene, at rigtig mange personer har besøgt vores kampagneside, og de besøgende har tilmed brugt lang tid på selve siden. Det vidner om, at gartnerbranchen har noget spændende at tilbyde.

Vi kan samtidig se, at rigtig mange har været inde at kigge på undersiden, hvor alle praktikpladsgodkendte virksomheder er listet op. Der har altså været interesse for at se, hvor der potentielt kan være en ledig praktikplads.


Vigtigt at skabe praktikpladser

Nu kan statistik jo bruges til så meget, men det bliver først rigtig interessant, når skolerne melder tilbage om deres optag hen over sommeren.

- I GLS-A håber vi, at kampagnen kan være med til at få flere dygtige unge til at vælge en uddannelse som gartner. Vi ved, at mange virksomheder mangler motiverede elever og dygtig arbejdskraft.

- Det behov bliver næppe mindre i fremtiden i takt med den teknologiske udvikling. Nu er det vigtigt, at gartnerierne også skaber praktikpladser, for vi kan ikke undvære den faglærte arbejdskraft i fremtiden, siger Jens Bjørn Poulsen, der er direktør i GLS-A.