Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
I 1. kvartal 2019 blev der fundet mange danske frugter og grønsager uden rester, kan man læse i Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttets rapport fra 1. kvartal 2019. (Foto: Colourbox)

Pesticidrester i kosten 2019 - 1. kvartal

Resultaterne fra den danske pesticidkontrol fra 1. kvartal 2019 viser, at én analyseret fødevareprøve – æbler fra Polen – blev vurderet til at udgøre en sundhedsmæssig risiko.

Afrapporteringen af 1. kvartal 2019 omfatter resultaterne fra 524 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankestikprøver af frisk og dybfrossen frugt og grønsager, forarbejdede produkter og kød.

I kvartalsrapporten indgår både resultater for prøver udtaget som repræsentative for det danske marked (stikprøver) og prøver udtaget på grund af mistanke.


Én eller få stikprøver

Rapporten viser resultaterne af de enkelte afgrøder fra de enkelte producentlande. Det fremgår, hvor mange prøver der er undersøgt, antal prøver uden påviste rester, antal med påviste rester under MRL og antal med rester over MRL.

Der er ingen informationer om, hvilke midler der er tale om, og hvor højt indholdet af eventuelle rester er, kun når der er tale om overskridelser af MRL-værdien.

En udfordring er, at der i mange af afgrøderne kun er tale om én eller ganske få stikprøver, derfor skal tallene tages med forbehold.


6 prøver over grænseværdi

I 6 prøver af frugt og grønt fra 1. kvartal 2019 blev der fundet indhold af pesticidrester med overskridelser:

  • Avocado fra Israel.
  • Bønner med bælg fra Kenya (2 overskridelser i samme prøve).
  • Økologisk grønkål fra Spanien.
  • Mandarin/clementin fra Spanien.
  • Spinat fra Spanien.
  • Æbler fra Polen, som indeholdt chlorpyrifos, der signifikant overskred maksimalgrænseværdien og blev vurderet til at være sundhedsmæssigt uacceptabelt.

Den økologiske grønkål fra Spanien indeholdt 0,058 mg spinosad pr. kg, men indholdet blev vurderet at være i overensstemmelse med varestandarden (økologireglerne).

Kigger man på prøverne, som er udtaget på baggrund af mistanke, er der otte prøver med fund over grænseværdien, heraf én prøve af stjerneæble med tre overskridelser.


Danske produkter uden rester

I 1. kvartal 2019 er der følgende danske produkter uden fund af rester:

  • Agurk, økologisk (1 prøve).
  • Grønkål, økologisk (1 prøve).
  • Gulerod, økologisk (1prøve).
  • Gulerod (7 prøver).
  • Kartoffel (7 prøver).
  • Løg, økologisk (1 prøve).
  • Porre (1 prøve).
  • Salat, iceberg (1 prøve).

Danske produkter med fund under grænseværdien

I gruppen, hvor der er fundet indhold af rester under grænseværdien (MRL), er der:

  • Agurk (50 procent / 2 prøver).
  • Tomat (33 procent / 3 prøver).
  • Æbler (66 procent / 6 prøver).

Danske produkter med fund over grænseværdien

Der er ikke fundet indhold af rester over grænseværdien (MRL) i dansk frugt og grønt.

Kvartalsrapporten kan læses her.


Revurdering af chlorpyrifos og chlorfyrifos-methyl


Chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl er under fornyet vurdering i EU. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har i august 2019 offentliggjort et resumé af de sundhedsmæssige vurderinger for begge stoffer.

Det fremgår heraf, at der ikke kan sættes toksikologiske referenceværdier for stofferne, da en skadelig virkning på generne ikke kan afklares. Som konsekvens heraf vurderer DTU Fødevareinstituttet fremover ved fund af stofferne, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.

Danske fødevareproducenter må under gældende lovgivning ikke bruge chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl i produktionen.

 


Tagget med Plantebeskyttelse