Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Otte forskellige tørrede produkter i en spritny serie fra Tvedemose: Svampene shiitake, kejserhatte og østershatte, æblesorterne Rød Aroma og Holstein Cox, pæresorten Conference samt porrer, løg. (Foto: Tvedemose)

Nyt, dansk koncept med tørrede svampe

Danmarks største svampeproducent går ind i markedet for tørret frugt og grønt.

Tvedemose har siden 1963 produceret friske svampe på gården i Bårse mellem Næstved og Præstø. Den daglige produktion har de senere år haft vokseværk og er nu på ca. 5,5 tons hvide og brune champignon, portobello, shiitake, bøgehatte, kejserhatte og enoki.

Nu er Tvedemose gået ind i fødevareproduktion. Ejerne Kirsten og Jens Christian Hansen har investeret i et meget stort tørreanlæg, der kan dehydrere op mod 500 kilo frugt og grønt ad gangen.

- Tørret frugt og grønt er ikke nyt i Danmark, men det er første gang, det sker i den størrelsesorden, fortæller parret, der sidste år investerede i tre økologiske frugtplantager på i alt 27 hektar, økologiske æglæggende høns og hønniker på Lolland.


Linjen med otte typer tørrede produkter fra Tvedemose vil fortrinsvis være økologisk, og produkterne bliver introduceret for indkøbere og caterbranchen på fødevaremessen Madværkstedet i Lokomotivværkstedet i København 26.-27. marts 2019. Foto: Tvedemose.


Oplagt til kødfrie retter

- Det giver mening at tørre svampene, fordi det forstærker svampenes umamismag. Det gør tørrede svampe til en oplagt ingrediens i madlavningen, for eksempel for dem, der går over til at lave flere kødfrie retter, siger Jens Christian Hansen, der har drevet Tvedemose sammen med hustruen i 27 år. Tredje generation er på vej ind i virksomheden.

I Tvedemoses række af tørrede produkter er de tre svampesorter shiitake, kejserhatte og østershatte, æblesorterne Rød Aroma og Holstein Cox samt pæresorten Conference – fra egen plantage – og porrer, løg.