Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Mange små fødevarevirksomheder får ofte mange kontrolbesøg, fordi de har flere forskellige aktiviteter. Det skal der nu laves om på. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Mindre kontrol hos små fødevarevirksomheder

Det skal fremover være lettere at drive en mindre fødevarevirksomhed. Fødevareministeren bebuder færre kontrolbesøg.

En lille fødevarevirksomhed, der både dyrker frugt, holder høns og får, laver foder og har en lille butik eller cafe, får i dag mange kontrolbesøg af forskellige kontrollører, som hver er specialiseret inden for et bestemt område.

Generelt får små fødevarevirksomheder får ofte mange kontrolbesøg, fordi de har mange forskellige aktiviteter. Besøgene kan være en stor byrde for de små virksomheder, fordi de kræver meget tid.

Men det skal nu være slut. Fødevareminister Mogens Jensen og partierne bag Fødevareforlig 4 vil samle besøgene, så kontrollen gennemføres mere fleksibelt.


Fødevareminister Mogens Jensen vil sammen med partierne bag Fødevareforlig 4 reducere antallet af kontrolbesøg fra myndighederne hos mindre fødevareproducenter. Foto: Annemarie Bisgaard.


Lange besøg eller flere korte – vælg selv

De små fødevarevirksomheder skal i højere grad kunne vælge, om de vil have længere besøg med fokus på flere emner, eller fortsat have flere kortere og mere specifikke besøg.

En væsentlig del af kontrolbesøgene vil fortsat være vejledning om forskellige fødevareregler.

- Vi kommer ikke til at gå på kompromis med hverken fødevaresikkerheden eller dyrevelfærden. Men det skal være lettere at drive en mindre fødevarevirksomhed.

- På den måde gøder vi jorden for spændende lokale ideer, som forhåbentlig kan blomstre og skabe madglæde, oplevelser og arbejdspladser i hele Danmark, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.


Informationsmøder for nye fødevare virksomheder

Fødevarestyrelsen skal i højere grad koordinere kontrol og vejledning af småskalavirksomhederne. Det betyder, at ejeren fremover får mulighed for på samme kontrolbesøg f.eks. at få kontrolleret sin gårdbutik og få vejledning om dyrevelfærd.

De nye muligheder forventes introduceret i løbet af 2020. Initiativet er en del af en større småskalapakke, som skal gøre livet nemmere for de små fødevareproducenter.

- Der er rigtig mange ildsjæle, som gør en kæmpe indsats for at give alle os, der elsker god, lokal mad, nogle helt særlige oplevelser. Vi skal støtte det initiativ og den virkelyst, der er i så mange, små virksomheder, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse

Fødevarestyrelsen vil også holde informationsmøder flere gange årligt for nye fødevarevirksomheder. Der skal desuden laves et nabotjek i andre lande inden for specifikke områder, hvor der i Danmark kan opleves barrierer for innovativ og bæredygtig fødevareproduktion.


Fakta

  • Småskalapakken er en del af Fødevareforlig 4 fra oktober 2018.
  • Her blev en samlet forligskreds enig om at forenkle rammerne for de små fødevarevirksomheder.
  • De nye initiativer er også støttet af hele forligskredsen, der består af alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.