Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Forbrugerrådet Tænk har sammenlignet normalpriserne på 11 varer af økologisk frugt og grønt i februar 2019. De samme varers priser blev også tjekket de fire foregående år. I 2019 var Lidl billigst, mens Aldi var billigst i 2018. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Kampen om at være billigst på økologi

Supermarkeder konkurrerer benhårdt på økovarer.

Prisen på økologisk frugt og grønt falder og falder. Siden 2015 er den laveste pris for 11 undersøgte økologiske produkter faldet fra 139,33 kroner til 117,60 kroner. Det skriver magasinet Forbrugerrådet Tænk.

Fire supermarkeder har i forhold til for et år siden hver sænket priserne med sammenlagt 30-46 kroner for de 11 udvalgte varer. Der er tale om normalpriser i ti supermarkedskæder og to onlinesupermarkeder tirsdag den 5. februar 2019.

Heriblandt er de tre Coop-kæder Irma, Fakta og SuperBrugsen. De rykker fra at være blandt de absolut dyreste i 2018, kun overgået af Meny, til at SuperBrugsen er i den billigste halvdel, og Fakta bliver nummer to.

Yderligere fire kæder har sænket prisen sammenlagt omkring 20 kroner, blandt andet vinderen fra Lidl. I 2018 var Aldi den billigste kæde.


Fem kroner adskiller de billigste


Næsten alle supermarkeder har i gennemsnit skåret mindst én krone af prisen på hver økovare.

Dermed fortsætter supermarkederne den hårde konkurrence på pris, som har vist sig i form af billigere økovarer i Forbrugerrådet Tænks tjek af frugt og grønt igennem de fem år, hvor priserne er blevet fulgt nøje.

Der er ikke mere end omkring fem kroners forskel i den samlede pris for 11 økovarer hos de fem billigste kæder – Lidl, Fakta, Netto, Aldi og Rema 1000 – i pristjekket.

Samme billede viste sig ved Forbrugerrådet Tænks pristjek af 15 økologiske kolonialvarer i juni, hvor der var under tre kroner i samlet forskel mellem de fem billigste butikker.


Økovarer bruges i butikkernes imagekamp


Ifølge Per Østergaard Jacobsen, ekspert i detailhandel og ekstern lektor på CBS, Copenhagen Business School, er der en god forklaring på supermarkedernes stadigt faldende økopriser:

- Økologi er blevet en konkurrenceparameter for supermarkederne, fordi alle i dag taler om bæredygtighed og sundhed. Det giver et godt image for supermarkederne, og derfor er alle kæderne med på bølgen, siger Per Østergaard til magasinet Forbrugerrådet Tænk.

- Markedet for økovarer er stigende, og hvis butikkerne sælger nok af dem, kan det godt hænge sammen. Og så er der afledte effekter, hvor kunderne køber andre varer, som supermarkedet tjener på, vurderer Per Østergaard Jacobsen.

Han mener, at supermarkederne bør bruge billige økobasisvarer til andet end slagtilbud for at trække kunder ind i butikken og få dem til at købe så meget som muligt:

- Der skal et skift i mind-set til – fra at have fokus på kun at øge transaktionen pr. indkøb til at have fokus på at få kunderne til at handle igen – altså et skift i mind-set fra transaktion til relation, siger Per Østergaard Jacobsen.


Ændring i metode for udregning i pristjekket


Tidligere foretog Forbrugerrådet Tænk sit pristjek af kiwier, citroner, bananer og broccoli ved at tage prisen for et vist antal: seks kiwier, tre citroner, seks bananer og en broccoli.

Men dette års pristjek har vist, at der kan være en forskel på størrelsen – og dermed vægten af de forskellige produkter.

For eksempel kan seks citroner veje det samme som tre citroner, og der kan være både seks og otte kiwier i en pakke med 500 gram. I nogle supermarkeder har broccoli en minimumsvægt på 350 gram, mens andre har en minimumsvægt på 400 eller 500 gram.

For at imødekomme dette bliver prisen på citroner og broccoli fremover målt på vægt, nærmere bestemt 350 gram citroner og 500 gram broccoli. Det betyder, at prisen justeres, hvis en butiks produkt afviger fra denne vægt.


De 11 undersøgte økoprodukter

  • Agurk, 1 styk
  • Broccoli, 500 gram
  • Gulerødder, 1 kilo
  • Kartofler, 1 kilo
  • Snackpeber, 2 styk
  • Tomater, 500 gram
  • Appelsiner, 1,5 kilo
  • Bananer, 6 styk
  • Citroner, 350 gram
  • Kiwifrugter, 500 gram
  • Æbler, 1 kilo