Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
De private husholdninger i Tyskland har i 2017 købt den største mængde dybfrossen frugt og grønt siden 2012. Stigningen fra 2016 til 2017 var på to procent. I gennemsnit køber tyske forbrugere 7,4 kilo frossen frugt og grønt pr. år. (Foto: Stig F. Nielsen)

Dybfrosne fødevarer fortsætter væksten

I Tyskland vokser markedet for dybfrosne fødevarer, og forbruget af dybfrossen frugt og grønt i de private husholdninger er steget med to procent.

Ifølge Deutsche Tiefkühlinstitut er mængden af dybfrostprodukter (ekskl. spiseis) steget med 2,7 procent i 2017 til 3,73 mio. ton. Parallelt er omsætningen steget med 3,9 procent til 14,34 mia. euro (107,7 mia. kr.).

Det er ikke kun til food-service, afsætningen er øget, også i dagligvarehandlen er omsætningen steget. Blandt årsagerne nævnes, at dybfrostvirksomhederne ved hjælp af innovation har fået fat i nye kunder f.eks. i form af mindre pakninger til den voksende målgruppe af singler.


Øget forbrug af frugt og grønt

Selvom priserne er steget, er forbruget af dybfrossen frugt og grønt i privathusholdningerne øget. Det totale forbrug af frosne fødevarer er 46,3 kilo pr. forbruger. Her udgør frosne grønsager den næststørste gruppe efter bagværk med en andel på 13,6 procent med en lidt faldende tendens.

Mængden af frossen frugt inklusive saft er steget med 7,6 procent til 79.100 ton. Den største andel heraf (62 procent) bliver afsat til food-service. Til sammenligning blev der afsat 473.700 ton kartoffelprodukter.


Spinat og pandegrønsager

De private husholdninger har i 2017 købt den største mængde dybfrossen frugt og grønt siden 2012. Stigningen fra 2016 til 2017 var på to procent. I gennemsnit køber de 7,4 kilo frossen frugt og grønt pr. år, for hvilket de i gennemsnit betalte 20,61 kroner pr. kilo. Specielt er mængden af frugt steget, hvor der også er set et prisfald.

De største produkter i grøntkategorien er spinat, grønsager til stegning på pande og grønsager til smørdampning. De indkøbte mængder er steget med to procent i de to sidstnævnte produkttyper. Til gengæld er forbruget af suppegrønsager faldet med to procent.


Fremgang og tilbagegang


Forbruget af dybfrosne ærter steg med en procent og nåede dermed et rekordniveau i 2017. Blandt de rå produkter steg forbruget af rosenkål med 14 procent, mens forbruget af peber og asparges begge faldt med 10 procent.

I kategorien tilberedte grønsager faldt forbruget af flødespinat med 38 procent og pandegrønsager med 25 procent. Porrer, selvom der er tale om små mængder, er steget med 23 procent, mens grønsagsris er faldet med 22 procent. Samlet set købte en husholdning i gennemsnit 6,4 kilo dybfrosne grønsager i 2017.


Blandet frugt og hindbær

Dybfrossen frugt udgjorde i 2017 en lidt større andel af kategorien frugt og grønt, og fra 2016 til 2017 steg mængden med 16,3 procent.

De største i frugtkategorien er blandet frugt fulgt af hindbær. Frugtblandinger steg med 30 procent i 2017, men også jordbær og blåbær steg med 17 henholdsvis 13 procent i forhold til i 2016, mens hindbær ligger stabilt.

I gennemsnit købte en husholdning 0,9 kilo frossen frugt i 2017, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til året før, skriver AMI.