Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Medierne har de sidste par dage vist meget stor interesse for Spectrum Cannabis, der i denne uge om de første blev godkendt af Lægemiddelstyrelsen til forarbejdning, salg og eksport af medicinsk cannabis. Direktør Morten Snede bliver her interviewet af TV2 Fyn, men også TV2 News, DR4 og DR1 har været indenfor med kamera og mikrofon på Grønnegyden i Odense. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Dansk medicinsk cannabis snart på vej

Spectrum Cannabis i Odense har nået en milepæl. Virksomheden har fået Lægemiddelstyrelsens godkendelse til at producere og forarbejde medicinsk cannabis.

Så er det ganske vist. Den første danske virksomhed fik den 6. maj tilladelse til at producere medicinske cannabisprodukter.

Det er Spectrum Cannabis Danmark med produktionsfaciliteter på Grønnegyden i Odense N, der har fået Lægemiddelstyrelsens godkendelse til fremstilling af cannabisbulk og cannabismellemprodukter.

- Lægemiddelstyrelsens blåstempling af produktionsfaciliteterne gælder væksthusene og en launch facilitet, som skal anvendes til videreforarbejdning, indtil vi til efteråret har vi en stor postharvest-bygning færdig, fortæller direktør Morten Snede, der i disse dage har travlt med at give interviews til fjernsyn og radio.

- Med denne tilladelse er vi kommet igennem udviklingsordningen, hvor vi i halvandet år kun kunne dyrke medicinsk cannabis med henblik på udvikling. Nu er vi kommet over i selve forsøgsordningen, og det er en kæmpe fordel. Det betyder, at vi nu må dyrke og forarbejde med henblik på salg.


Blomsterstanden på cannabisplanten kan blive meget stor. Der er stor forskel på sorterne af cannabis, både hvad angår plantens højde, blomsterstandens størrelse og plantens duft. Foto: Annemarie Bisgaard.



Salg sidst i september


Med de nye launch faciliteter har Spectrum Cannabis fået et lille forspring, der betyder, at når den store postharvest-bygning står færdig til september, kan virksomheden med det samme producere medicinsk cannabis til salg og eksport i stor skala.

- Tilladelsen betyder, at vi nu er gået i gang med at stikke planter, der skal bruges til egentlig produktion. Over den næste periode skal vi bevise, at vi kan producere produkter, der lever op til Lægemiddelstyrelsens krav, bl.a. tre på hinanden følgende batch med et ens indhold af aktivstofferne THC og CBD.

- Når Lægemiddelstyrelsen har kontrolleret og godkendt ensartetheden og kvaliteten, skal vi også have godkendt en produktregistrering, inden vi kan begynde at sælge til danske og udenlandske grossister. Det regner vi med vil ske i slutningen af september, siger den begejstrede direktør, der glæder sig over, at de kommende planter kan anvendes til medicin og ikke skal destrueres.


Moderplanter dyrkes i potter med jord. Spectrum Cannabis har i øjeblikket 23 forskellige sorter, men ikke alle skal bruges til produktion. Gartneriet fungerer som europæisk genbank for Canopy Growth. Foto: Annemarie Bisgaard.



Olie og tabletter i udlandet

Produktionen af cannabis på Grønnegyden i Odense skal kun anvendes til produktion af tørrede cannabisblomster. Men virksomheden arbejder også på at kunne producere cannabisolie og -kaplser på en fabrik i udlandet.

- Foreløbig har vi købt en tysk medicinalvirksomhed, Bionorica SE, der producerer ekstrakt. I forhold til salg i Danmark kan vi imidlertid ikke kalde produktet dansk, når det er fremstillet i Tyskland, heller ikke selv om, vi leverer danskproducerede, tørrede blomster til produktionen.

- Vi har også købt en anden tysk virksomhed, der producerer inhalatorer. Netop denne type inhalatorer, der anvendes til granulat fra tørrede blomster, er som den eneste godkendt af Lægemiddelstyrelsen i Danmark. Så her ser vi gode muligheder i Danmark, siger Morten Snede.


Direktør Morten Snede med en citrusduftende sort af cannabisplante i blomst. Foto: Annemarie Bisgaard. 



Nyt navn – Spectrum Therapeutics

Spectrum Cannabis har i denne uge fået nyt navn, både et nyt juridisk navn og et nyt brand-navn.

- Det nye juridiske navn er Canopy Growth Denmark – et navn, som netop er registreret i Erhvervsstyrelsen, og som vi kun vil bruge i juridisk sammenhæng.

- I dagligdagen vil vi bruge et nyt brand-navn – Spectrum Therapeutics – som fortæller mere end Spectrum Cannabis, fordi vi på sigt kommer til at producere og sælge en række forskellige terapeutiske produkter baseret på cannabis, slutter Morten Snede.


Fakta

  • Spectrum Therapeutics beskæftiger pt. 60 medarbejdere, hvoraf cirka halvdelen arbejder i væksthusene på Grønnegyden. Resten arbejder med administration, kvalitet og produktion. Til efteråret forventes medarbejderantallet at nå cirka 100.
  • Spectrum Therapeutics er et datterselskab af verdens største medicinske cannabisproducent, Canopy Growth Corporation, Canada.
  • Den samlede investering hos Spectrum Therapeutics nærmer sig 200 mio. kroner, som primært kommer fra aktionærerne hos Canopy Growth i Canada.
  • Spectrum Therapeutics er et joint venture mellem canadiske Canopy Growth Corp. og Danish Cannabis.
  • Forsøgsordningen med medicinsk cannabis startede 1. januar 2018 og løber fire år frem. Herefter evalueres ordningen, og det skal overvejes, om den skal laves permanent.