Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
En ny videokampagne skal inspirere og vise unge, hvordan de kan tage en uddannelse i de grønne fag. Fem gartnere deltager i kampagnen og fortæller om, hvilke muligheder der er i en grøn uddannelse.

Video: Praktikpladser til 'grønne' unge

Vær med til at dyrke Danmark. Det er sloganet for en ny videokampagne, der skal tiltrække unge til gartnerfaget.

Lige nu er der brug for både udlærte gartnere og elever til gartnerfaget.

Det er baggrunden for, at GLS-A og 3F i fællesskab har søsat en ny, storstilet branding- og rekrutteringskampagne i samarbejde med brancheorganisationer og erhvervsskoler og med hjælp fra Jordbrugets Kompetencefond.

Udgangspunktet er, at unge, der har lyst til at arbejde i den grønne sektor, er sikret kvalificeret praktikpladser, hvis de går i gang med en erhvervsuddannelse.

Så hvis man interesserer sig for at få planter til at gro, eller kan lide at arbejde med miljø og energi, teknik og it eller kunderådgivning, så er der mange jobmuligheder i erhvervet, der omfatter både gartnerier, planteskoler, havecentre, blomsterbutikker og landbruget.

Se video med karrierefolk fra branchen her.


I følge bestyrelsesformand i GLS-A, Helle Reedtz-Thott, er der brug for dygtige og kvalificerede medarbejdere og flere faglærte i fremtiden, og de unge vil gerne sikres en praktikplads, når de vælger en erhvervsfaglig uddannelse.


Der er brug for kvalificerede medarbejdere


- Vi håber, at løftet om en kvalificeret praktikplads, vil få flere unge med interesse for det ’grønne område’ til at vælge en uddannelse inden for branchen, siger bestyrelsesformand i GLS-A, Helle Reedtz-Thott.

Omdrejningspunktet for kampagnen for at skaffe flere faglærte til de grønne erhverv er hjemmesiden www.workgreen.dk. I første omgang har den fokus på uddannelserne til gartner og fører af jordbrugsmaskiner.

På hjemmesiden finder nysgerrige og interesserede masser af inspiration og information om erhvervet.

Der er udarbejdet fristende, lækre videoer fra en lang række virksomheder, hvor de unge møder gartnere med flere, der fortæller om deres liv og arbejde i branchen understøttet af billeder fra gartneriets hverdag.


Viser vej til praktikpladser


På hjemmesiden www.workgreen.dk er der mulighed for at få svar på en lang række af de spørgsmål, der naturligt melder sig. Der er også kontaktinformationer, så interesserede kan komme videre, og der er mulighed for at tjekke, hvor i nabolaget, der er mulighed for at søge praktikplads.

I 3F er der glæde over branchens tilsagn om at sikre kvalificerede praktikpladser:

- Jeg er overbevist om, at garantien om at komme ud i et stærkt, fagligt arbejdsfællesskab på gartnerier og bedrifter og få den praktiske del af sin uddannelse vil styrke interessen – både blandt de unge og de voksne ufaglærte, som overvejer et uddannelsesløft og eventuelt et brancheskift, siger Peter K. Holm, der er formand for 3Fs grønne gruppe.

Gartnerfaget giver også mulighed for spændende videreuddannelser og ikke mindst for at blive selvstændig. Lige nu er der et stort behov for dygtige gartnere i væksthusgartnerier, på planteskoler, havecentre og i landbruget.