Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Per John Nielsen, leder af Alex Andersen Ølunds Aarhus afdeling, t.v., og Henrik Jørgensen, Horticoop Scandinavia, er flyttet sammen i en ny, skræddersyet logistikejendom i Søften. De to virksomheder er kun adskilt af en port. (Foto: Lotte Bjarke)

To virksomheder under et tag

Horticoop Scandinavia og Alex Andersen Ølunds Aarhus afdeling er flyttet sammen. Det giver store synergigevinster.

Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da Horticoop Scandinavia i juni kunne flytte ind i sit spritnye domicil i Søften ved Aarhus, hvor også Aarhus-afdelingen af logistikvirksomheden Alex Andersen Ølund flyttede ind.

Horticoop Scandinavia leverer forbrugsvarer til gartnerisektoren, mens Alex Andersen Ølund er en logistikvirksomhed med speciale i transport af gartneriprodukter.


Alex Andersen Ølund transporterer mere end 90 procent af Horticoop Scandinavias varer. Nu skal de pakkede forbrugsvarer bare rulles ind på den anden side af porten, så er de på vej ud til gartnerne. Foto: Lotte Bjarke.


Store synergigevinster


- Helt fra vi etablerede virksomheden i 2004, har jeg ønsket at bo under samme tag som Alex Andersen Ølund, der transporterer 90 procent af vores varer.

- Drømmen gik i opfyldelse, da GASA grunden i Aarhus blev udstykket til boliger, og Alex Andersen Ølund derfor måtte se sig om efter en ny logistikejendom, fortæller Henrik Jørgensen, der er direktør for Horticoop Scandinavia.

- Alt, hvad der giver synergigevinster, giver god mening i erhvervet, og i forhold til logistik er det med til at gøre det muligt, at bevare et højt serviceniveau. Der er jo gartnere i Jylland, der skal betjenes, siger Per John Nielsen, der er leder af Alex Andersen Ølunds Aarhus-afdeling.


Der kan høstes store synergigevinster af to virksomheder i samme branche ved at bo under samme tag. Derfor har Alex Andersen Ølund og Horticoop Scandinavia stiftet et ejendomsselskab, der har opført en ny logistikejendom til de to virksomheder. Foto: Lotte Bjarke.


Skræddersyet logistikejendom

Da beslutningen om at flytte sammen var taget, blev konstruktionen den, at et nystiftet ejendomsselskab med Horticoop Scandinavia og Alex Andersen Ølund som initiativtagere, opførte en skræddersyet logistikejendom tæt ved motorvejen i et nyt industrikvarter i Søften.

Her kunne de to virksomheder så flytte sammen. De har hver deres hal med vareflow ind og ud, men kun en port skiller de to. Det betyder, at Horticoop kan pakke sine varer og trille dem gennem porten. Så er de på vej ud i verden.


I sit nye domicil råder Horticoop Scandinavia over en stor effektiv lager- og pakkehal samt en mindre hal til separat opbevaring af gødning og kemi, som loven foreskriver. Foto: Lotte Bjarke.


Effektivt vareflow

Alex Andersen Ølund leverer typisk planter ud til butikkerne i løbet af natten. Samtidig har lastbilerne varer med fra Horticoop, for når planterne er leveret, skal der hentes nye varer i gartnerierne, der dermed kan få leveret deres forbrugsvarer ved samme lejlighed.

Et andet scenarie er, at planter og Horticoop varer fra Aarhus kører til Alex Andersen Ølunds terminal i Odense, hvorfra indtrans-bilerne tager forbrugsvarerne med ud til gartnerierne på Fyn.


Der er fart over feltet, når der pakkes biler med planter til levering til de jyske butikker, som ikke kan nås fra Alex Andersen Ølunds logistikcenter i Odense inden for dagligvarekædernes pressede leveringsterminer. Foto: Lotte Bjarke.


Vigtigt at stå sammen

Det nybyggede bofællesskab cementerer, at der fortsat vil være gode logistikmuligheder også fra gartnerier i det jyske, og både Per John Nielsen og Henrik Jørgensen understreger, at det for dem er vigtigt at stå sammen i en branche, der omfatter en forholdsvis snæver kreds.

- Vi bliver da spurgt, hvorfor vi fortsat er i Aarhus, når nu de fleste gartnerier er på Fyn. Men så længe kunderne kan bestille indtil kl. 15 og få leveret næste dag, er det ligegyldigt, hvor vi bor, om det så er på månen. Samtidig er der jo det at sige til det, at vores medarbejdere bor her, pointerer Henrik Jørgensen.

For Alex Andersen Ølund giver placeringen ved Aarhus samtidig en større rækkevidde, der sikrer, at butikker i Midt- og Nordjylland kan serviceres inden for dagligvaresektorens pressede leveringsterminer på lovlig vis med overholdelse af køre-hviletidsbestemmelserne. Det er ikke muligt fra terminalen i Odense.

Horticoop Scandinavia og Alex Andersen Ølund markerer flytningen med en reception fredag den 24. august 2018.