Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Mere end 30.000 danskere har stemt på otte finalister, og de to økologer – Hester Callaghan og Bjarke Jensen fra Samsø – kan nu kalde sig Årets Økolog 2018. I fællesskab driver de Yduns Have i Alstrup.

Samsø-par bliver Årets Økolog

Hester Callagan og Bjarke Jensen, der er nykårede som Årets Økolog, driver Yduns Have i Alstrup på Samsø.

Det blev Hester Callaghan og Bjarke Jensen, som flest danskere lagde deres stemmer på i konkurrence om at blive Årets Økolog – et initiativ som Netto og Økologisk Landsforening står bag for andet år i træk.

De to unge på henholdsvis 28 og 23 år driver Yduns Have i Alstrup på Samsø, hvor de producerer økologiske æg og grønsager, der kan købes fra gårdbutikken og igennem det fællesskabsstøttede landbrug. Desuden leverer de produkter til en række høj- og efterskoler på fastlandet.

Gården på Samsø er fondsejet, hvilket betyder, at en lang række mennesker har været med til at frikøbe stedet, så unge landmænd har mulighed for at komme i gang.


Nyt spiringsvæksthus

I 2018 overtog Hester og Bjarke, der er nyuddannede økologiske landmænd, driften af gården. De viderefører den økologiske tilgang og den fællesskabsstøttede landbrugsmodel, hvor 40 familier fra Samsø kan hente økologiske grønsager én gang om ugen.

Prisen på 100.000 kroner vil de bl.a. bruge til at bygge et spiringsdrivhus til gårdens småplanter og til at plante træer og buske, der skal fremme biodiversiteten.

- Vi glæder os til at plante en masse træer og buske og gøre Yduns Have til et endnu mere alsidigt og frodigt sted både for vores kunder og medlemmer, men også for vores dyr og biodiversiteten, siger de to vindere.


Fakta

  • Årets Økolog blev kåret første gang i 2017, hvor Svend Erik Hjuler Rasmussen, Randers, løb med prisen.