Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På Food Festival i Aarhus er rig lejlighed til at deltage i workshops, blandt andet i Planteriget, hvor man kan få inspiration til, hvordan man får mere grønt på tallerkenen. (Foto: John Blæsbjerg)

Så er der Food Festival igen

Fra den 7. til 9. september bliver Tangkrogen i Aarhus forvandlet til én stor madfest, når Food Festival 2018 løber af stablen.

Det er syvende gang, at Nordens største madfestival, Food Festival, indtager den 45.000 kvadratmeter store festivalplads, Tangkrogen, ved Aarhusbugten.

Festivalen er bygget op af 13 forskellige områder, der byder på masser af smagsprøver, viden og madoplevelser. Et af områderne er Planteriget.

I Planteriget har grønsager, frugt og bær sit domæne, og her kan gæsterne få masser af ideer til, hvordan vi kan få det sunde grønne ind i hverdagens mad på en mere kreativ måde. Det er Lasse Frandsen og Trine Krebs fra Frugtformidlingen, der underviser i madlavning med grønsager.

Se hele programmet for workshoppen i Planteriget her.


Grønsagsavlere fra hele landet er med på Food Festival i Aarhus og er klar til at fortælle om dyrkning af danske grønsager. Foto: Annemarie Bisgaard.


Avlere og grossist

I Planteriget deltager en række danske avlere og grossister med stande og masser af friske produkter, der både kan smages og købes.

Blandt andre kan gæsterne møde Plantemageren, Den Grønne Asparges, Daniels Gartneri, Syltet, Aarstiderne, Gartneriet Nymarken, Lammefjordens Grøntsagslaug, Alfred Pedersen & Søn, Skyttes Gartneri og Gasa Nord Grønt.

- Vi deltager på Food Festival, fordi vi på denne måde er med til at skabe værdi for vores producenter. Besøgende får rig mulighed for at smage og stille spørgsmål om både anvendelse og dyrkningsmetoder, fortæller Josephine Kofod, kommunikationsansvarlig hos Gasa Nord Grønt

Gasa Nord Grønt medbringer produkter fra flere avlere, blandt andre økologiske glaskål fra Axel Månsson, økologiske blomkål fra Østerkrog, gourmetmajs fra Thorsbjerggaard samt økologiske svampe fra Tvedemose.


Fremtidens fødevarer


Institut for Fødevarer er sædvanen tro også med på Food festival. Instituttet har premiere på en helt ny grønsag, der er lavet ved at krydse hvidblostret raps med rapini (en italiensk kåltype). Den nye grønsag ligner en slank broccoli med blade. Smagen minder om asparges med et tvist af kål.

Den nye grønsag har endnu ikke noget navn, og her får gæsterne på festivalen noget at skulle have sagt, da de kan stemme om, hvad den nye grønsag skal hedde.

Institut for Fødevarer præsenterer også en række andre spændende aktiviteter på Food Festival, blandt andet naturlige farvestoffer, der kan bruges til farvning af yoghurt. Et andet hot emne er planteproteiner i fødevarer, f.eks. nye alternative proteinkilder som kartofler, tang og kløver.