Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Direktør Kristoffer Linderoth, Brogaard, Fårevejle, er med i Gartner – Round Table, der skal styrke fællesskabet i branchen og være med til at skabe et bedre image hos både forbrugere og medarbejdere.

Round Table for yngre gartnere og frugtavlere

Hvem skal dyrke danskernes frugt og grønt, når den nuværende generation takker af? Det har Gasa Nord Grønt måske en løsning på med netværket Gartner – Round Table.

Danmarks største udbyder af dansk produceret frugt og grønt, Gasa Nord Grønt, har søsat et nyt tiltag, der skal skabe fællesskab blandt yngre gartnere, frugtavlere og ledere i frugt- og grøntbranchen.

Fællesskabet skal skabes i Gartner – Round Table. Forbilledet er de mange Round Table-klubber rundt omkring i landet, hvor yngre mennesker på tværs af brancher kan udveksle erfaringer og udvide deres professionelle netværk.


Masser af muligheder for unge talenter

- Vi ønsker at pleje de talenter, der findes i branchen. Derfor har vi skabt Gartner – Round Table, som er et forum for vidensdeling og netværk for ambitiøse unge producenter.

- For når vi i branchen kigger ud i fremtiden, så er det jo et fantastisk erhverv at være i. Så for os er det indlysende, at der er masser af muligheder for unge i det, siger Torben Bo Christensen, formand for Gasa Nord Grønt, i en pressemeddelelse.

Torben Bo Christensens ambition er, at branchens unge talenter gennem dialog og styrkede netværk bliver dygtigere til at matche både kunderne og de internationale konkurrenter.


Torben Bo Toft Christensen, formand for Gasa Nord Grønt, mener, at Gartner – Round Table er løsningen på, hvordan branchen i fremtiden kan bevare sin position som garant for sund økonomi og mange arbejdspladser i Danmark. Foto: Annemarie Bisgaard.


Branchen og arbejdspladserne er udfordret


Det nostalgiske syn på branchen med den gamle gartner, som taler med planterne, er ifølge Torben Bo Christensen så langt væk fra virkeligheden, som det kan være. I dag er branchen præget af de samme udfordringer som alle andre brancher med hensyn til både ledelse, strategi og teknologi.

- Også selve andelstanken er udfordret. Der bliver færre og færre små gartnerier, og man skal kigge på, om hele strukturen er tidssvarende i forhold til, at der i dag ofte er tale om store virksomheder, som skal samarbejde i forbindelse med salg, produktudvikling og regler for bl.a. bæredygtig produktion.

- Vi mener, at Gartner – Round Table er løsningen på, hvordan branchen i fremtiden kan bevare sin position som garant for sund økonomi og mange arbejdspladser i Danmark.


Der skal fokus på de gode historier

Et af medlemmerne i Gartner – Round Table er agrarøkonom Kristoffer Linderoth, som i 2017 blev direktør hos Brogaard, der producerer rodfrugter og stikløg, i Fårevejle.

- Kendskabet til branchen er begrænset hos danskerne, så vi skal arbejde sammen om at fortælle de gode historier om bæredygtighed og fordelene ved at have en stærk dansk frugt- og grøntbranche.

- Producenterne er meget bevidste om deres rolle i hele økosystemet. Mange forbrugere og interesseorganisationer har tidligere haft en del modvilje over for branchen, som af mange er blevet set på som miljøsvin, der ikke tager hensyn til naturen, siger Kristoffer Linderoth, der håber, at tiltaget vil styrke fællesskabet i branchen.

- Vi har meget fokus på moderne personaleledelse og arbejdsforhold. Derfor er det godt at skabe nogle faste rammer for, hvordan vi ”nyere” folk i branchen konstruktivt kan udveksle erfaringer og løsninger på både konkrete og eventuelt fremtidige udfordringer, siger Kristoffer Linderoth.