Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Kun få ud af 460 stikprøver i første kvartal 2018 var dansk frugt og grønt, kan man læse i Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttets rapport fra 1. kvartal 2018. (Foto: Colourbox)

Pesticidrester i kosten 2018 - 1. kvartal

Resultaterne fra den danske pesticidkontrol fra 1. kvartal 2018 viser, at én prøve af hvedemel fra Tyskland udgjorde en sundhedsmæssig risiko.

Afrapporteringen af 1. kvartal 2018 omfatter resultaterne fra 460 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankestikprøver af frisk og dybfrossen frugt og grønsager, forarbejdede produkter og kød – både konventionelle og økologiske produkter.

I kvartalsrapporten indgår både resultater for prøver udtaget som repræsentative for det danske marked (stikprøver) og prøver udtaget på grund af mistanke.


Tallene skal tages med forbehold

Rapporten viser resultaterne af de enkelte afgrøder fra de enkelte producentlande. Det fremgår, hvor mange prøver der er undersøgt, antal prøver uden påviste rester, antal med påviste rester under MRL og antal med rester over MRL.

Der er ingen informationer om, hvilke midler, der er tale om, og hvor højt indholdet af eventuelle rester er, kun når der er tale om overskridelser af MRL-værdien.

En udfordring er, at der i mange af afgrøderne kun er tale om én eller ganske få stikprøver, derfor skal tallene tages med forbehold.


Én tilbagekaldelse


I én tysk prøve af hvedemel blev der fundet indhold, der er sundhedsmæssigt uacceptabelt, så produktet blev trukket tilbage fra markedet og en advarsel blev sendt via EU’s advarselssystem RASFF.


11 prøver med overskridelser

I alt blev der fundet 11 prøver frugt/grønt med overskridelser af MRL-værdien, heraf ingen danske.

Der er tale om ananas fra Costa Rica, aubergine fra Italien, edamamebønne med bælg fra Kina, fire prøver af grønkål fra Spanien, kvæde fra Tyrkiet, majroe fra Tyskland, mango fra Brasilien og vindruer fra Namibia.

Derudover er en prøve med chili fra Thailand udtaget på baggrund af mistanke med signifikant overskridelse af maksimalgrænseværdien.


Danske produkter uden rester


I 1. kvartal 2018 er der kun udtaget ganske få stikprøver af danske produkter. Følgende produkter er uden fund af rester:

  • Basilikum (1 prøve).
  • Løg (1 prøve).


Stikprøver med fund under grænseværdien


I gruppen, hvor der er fundet indhold af rester under grænseværdien (MRL), er der:

  • Gulerod (33 procent / 6 prøver).
  • Kartoffel (17 procent / 6 prøver).
  • Pastinak (66 procent / 3 prøver).
  • Æble (50 procent / 4 prøver).

Kvartalsrapporten kan læses her.