Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Fra 2020 bliver der indført pant på juice- og saftflasker med det formål at forbedre genanvendelsen og skabe mindre affald i naturen. Tiltaget forventes at øge returemballagen med fire-fem procent. (Foto: Colourbox)

Pant på juice- og saftflasker

Regeringen udvider pantsystemet, så det også omfatter juice- og saftflasker til gavn for forbrugerne og genanvendelsen.

For at styrke genanvendelsen udvider regeringen nu det danske pantsystem. Det betyder, at forbrugerne fra 1. januar 2020 kan aflevere saft- og juiceflasker sammen med øvrige pantflasker i flaskeautomaterne.

- Det giver rigtig god mening, at man som forbruger kan aflevere sine juice- og saftflasker samme sted, som man afleverer sine sodavandsdåser. Det giver en bedre genanvendelse, fordi flaskerne kan bruges til ny fødevareemballage, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Ved at aflevere juice- og saftflasker i pantautomaten forbliver de i et lukket kredsløb og skal ikke sorteres fra andet plastaffald, som det er tilfældet i dag.


Fakta om pant på juice- og saftflasker

  • Pant- og retursystemet udvides til at omfatte juice- og saftprodukter i emballager af plast, glas og metal.
  • Juiceprodukter omfatter drikkeklare drikkevarer, der består af juice fra frugt- og grønsager.
  • Saftprodukter omfatter koncentreret læskedrik og saftprodukter, der består af frugt- og grønsagsjuice, som ikke er umiddelbart drikkeklare.
  • Den pålagte pant vil være som for nuværende produkter i pantsystemet. 1,00 krone for glasflasker og dåser under en liter, 1,50 krone for plastflasker under en liter og 3,00 kroner for al emballage mellem 1-20 liter.
  • Det er forventningen, at der med udvidelsen vil blive indsamlet 52 mio. flere flasker og dåser end i dag. Det svarer til en udvidelse på 4-5 procent. Der indsamles i dag 1,2 mia. emballager via pantsystemet.
  • I dag er øl, sodavand, kildevand, iste, cider, alkoholsodavand, energidrikke og limonader omfattet.