Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Landmænd opfordres igen i år til at forebygge vinddrift og fordampning, når de sprøjter med jordmidler med prosulfocarb i vintersæd, så der ikke kommer rester af prosulfocarb i frugt og grønt. (Foto: Colourbox)

Opfordring: Ungå afdrift med prosulfocarb

Landmænd opfordres til at udvise påpasselighed, når de sprøjter med prosulfocarb.

Pas på nabomarker med frugt og grønt, når du sprøjter med prosulfocarb.

Sådan lyder opfordringen fra Seges og landbrugets konsulenter til landmænd, der her i efteråret skal sprøjte med jordmidler i vintersæd.

Når landmænd anvender prosulfocarb (Boxer, Roxy EC, Fidox EC, Adimax) er der lovkrav om at anvende en sprøjteteknik, der giver mindst 75 procent afdriftsreduktion.


Rigtig sprøjteteknik


Ifølge landskonsulent Poul Henning Pedersen, Seges, skal sprøjteteknik og øget opmærksomhed sikre, at der ikke sker fund af prosulfocarb på frugt og grønt.

• I PlanteNyt på Landbrugsinfo henviser han til tabellen ’Dyser med 90 procent afdriftsreduktion’, hvor man kan se alle dyser, der er godkendt til 90 procent afdriftsreduktion. I tabellen er angivet hvilket tryk, der giver 75 procent afdriftsreduktion.

• Landmænd kan også anvende dyser, som alene er godkendt til 75 procent afdriftsreduktion. Det gælder almindeligt anvendte dyser som Hardi Minidrift MD 03 ved 1 bar og Minidrift MD 04 ved 1,5 bar samt Billericay AirBubble Jet 02 ved 1 bar og AirBubble Jet 03 og 04 ved 1,5 bar.

• Poul Henning Pedersen gør opmærksom på, at den ret anvendte Hardi Minidrift MD 025 (lilla) kun er godkendt til 50 procent afdriftsreduktion.

• 90 procent-dyser er nødvendige, hvis man bruger midler med afstandskrav til vandmiljø og ønsker at nedsætte afstandskravet til to meter.

• Danfoil er godkendt til 75 procent afdriftsreduktion ved lufttryk på 5 mbar, vandmængde 50 liter og kørehastighed 6 km/t. Det syner af en meget grov forstøvning, men er egnet til udbringning af jordmidler, ifølge landskonsulenten.


Nedsæt risiko for afdrift


Desuden opfordrer landskonsulenten landmænd til yderligere at nedsætte risikoen for afdrift og fordampning ved at:

  • sprøjte ved lav temperatur og høj luftfugtighed, dvs. om aftenen, om natten eller tidligt om morgenen.
  • sprøjte når temperaturen er under 15 °C.
  • køre langsomt med lav bom og vandmængde på 200 liter pr. hektar med alm. hydraulisk sprøjte og med Danfoil mindst 50 liter pr. hektar og lufttryk 5 mbar.
  • sprøjte på fugtig jord og/eller forud for let nedbør.
  • sprøjte så sent på sæsonen som muligt, men dog rettidigt.
  • vise særlige hensyn, hvis du har frugt- eller grønsagsproducenter i nærheden ved om muligt at udsætte sprøjtningen, til frugten er høstet.


På landmand.dk kan man på kort se, om der indenfor en radius af 1.000 meter er frugt, grønsager eller andre afgrøder, hvor det er vigtigt, at der ikke sker fund af prosulfocarb.


Ta’ en snak med naboerne

Landmænd opfordres til at være opmærksomme på, om der er frugt- eller grønsagsafgrøder på nabomarker.

På landmand.dk kan landmænd se, om der er prosulfocarb-følsomme afgrøder i nærheden. Et kort, popper op på skærmen, hvis landmanden har marker inden for 1.000 meters afstand til frugt- og grønsagsavlere.

Ta’ en snak med de frugt- og grønsagsavlere, som er dine naboer. Måske kan du udføre sprøjtning efter, at frugten eller grønsagsafgrøden er høstet. Kan det ikke lade sig gøre, kan du udvise særlig agtpågivenhed ved sprøjtningen.

 

Tidligere fund

Prosulfocarb er ikke godkendt i frugt og grønsager, og derfor er grænseværdien for prosulfocarb meget lav.

Efter fokus på afdriftsreduktion ved sprøjtning er det i 2016 lykkedes at undgå fund, mens der i 2017 var et enkelt fund i en grønsag.

I 2013 var der i æblehøsten en del fund af små rester af prosulfocarb, som gav frugtproducenterne problemer med afsætningen.