Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På Green Tech i Amsterdam i denne uge var der mange eksempler på lodret dyrkning, her vertical system fra Taiwan. (Foto: Jan Jensen Hass)

Nyt fra Green Tech 2018

På teknologimessen Green Tech i Amsterdam har gartnere rig mulighed for at blive inspireret af nye tekniske løsninger.

Hvor bevæger vi os hen? Hvad er det nye af det nye?

Green Tech, der fandt sted i Amsterdam 14.-16. juni, er et udstillingsvindue for, hvad der rør sig. Her var der især to retninger, der sprang i øjnene:

For det første vertical farming og for det andet LED lys - masser af lys fra masser af kinesiske firmaer.

Måske to emner, der i virkeligheden mødes i en voksende urbanisering, hvor efterspørgslen i megabyer bliver omdrejningspunktet for fremtidens produktion af planter til pryd, fryd og mave.


Rullende vertical farming.


Lodret dyrkning

Og hvad er så vertical farming? På godt dansk er det lodret dyrkning og består af produktion af planter, der på meget lidt plads bliver dyrket i lag ved brug af kunstigt lys.

Planterne bliver stakket lodret på hylder. Dyrkningen foregår ofte i lag uden brug af sollys og produktionen er en 100 procent kontrolleret dyrkning som f.eks. i dyrkning af salat uden jord (hydroponics).

Men vertical farming kan også være dyrkning af planter på vægge og andre mærkelige steder, ofte til pynt. På messen sås dog også spiselige planter dyrket på en lodret flade.


Endnu et eksempel på de mange forslag til hyldeproduktion.


Afsætning

Hvem skal så dyrke disse planter? Hvem skal købe disse planter?

Tja, sælgere foreslår, at de spiselige planter (salat) i fremtiden dyrkes af moderne restauranter, der ønsker superfriske, sunde produkter.

Og de prydelige planter skal dyrkes på vægge i banker og forsikringsselskaber, der gerne vil fremstå naturlige og sunde. Men indtil videre er dyrkere vist mest hipstere i storbyen.


Lodrette løg.


Cannabis


Og hvad så med cannabis. Planten til fryd. Den var naturligvis også til stede med et fokuspunkt på messen. Dog uden de store nyheder.

Så skal man vide mere om denne plante, bør man drage til Canada, hvor legaliseringen i sidste uge sikkert har givet mange producenter dollartegn i øjnene.