Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Nomineringen af kandidater til Årets Økolog 2018 er netop afsluttet. Nu skal Netto i samarbejde med Økologisk Landsforening udvælge de otte finalister, man kan stemme på fra den 20. august. (Foto: Netto)

Netto kårer Årets Økolog 2018

Danmarks største discountkæde, Netto, har besluttet at gøre det til en fast tradition at hylde en af landets mest passionerede økologer

Netto sætter for andet år i træk 100.000 kroner på højkant til ’en økolog med hjertet på rette sted’. Det sker via kåringen af Årets Økolog 2018, som skal stimulere lysten til at producere økologiske varer.

 

Økologien vokser

Hver fjerde krone, som Netto omsætter i frugt– og grøntafdelingerne i kædens 494 danske butikker, stammer fra økologiske marker og plantager. Samtidig fortsætter kædens samlede økologiske salg at vokse hurtigere end salget af konventionelle dagligvarer.

En af kædens største udfordringer er at finde gode varer til den rigtige pris, så de kan fortsætte med at lancere økologiske varianter i nye produktkategorier. Derfor vil Netto gerne hylde de landmænd, som tør omstille fra konventionel til økologisk landbrug.

 

Afstemning åben 20. august

Siden Netto i slutningen af 2016 lancerede den økologiske serie Øgro, er denne vokset til 170 varer. Håbet er, at kåringen af Årets Økolog kan være med til at stimulere flere danske landmænd til at omlægge til økologi, så bredden i det økologiske sortiment kan øges, skriver Økologi & Erhverv.

Nomineringsfasen til Årets Økolog 2018 er netop afsluttet, så nu går Netto i samarbejde med Økologisk Landsforening i gang med at udvælge de otte finalister. Fra den 20. august kan man på www.åretsøkolog.dk stemme på sin favorit blandt de otte finalister. 

Sidste års vinder blev Svend Erik Hjuler Rasmussen, Korsmedergård ved Randers.