Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Gartnerelever fra Kold College i Odense var i uge 39 på studietur til Holland, hvor de besøgte Groen-Direkt, Hebe Center Holland og Greenlink. (Foto: Henrik Baunehøj Jensen)

Kold-gartnere på studietur til Holland

Traditionen tro har gartnerelever på hovedforløb 1 været på studietur i Holland. Det blev til tre spændende dage i planteverdenens navle.

Gartnerelevernes studietur bød bl.a. på besøg hos Groen-Direkt, der er Europas største permanente handelsplads for salg af planter, både indendørs- og udendørs planter. Der sælges kun til detailhandlen. Kunderne køber både på stedet og online.

At Groen-Direkt formår at sælge planterne online i så store mængder, står på et solidt fundament af tillid fra købernes side.

Groen-Direkt har få, men principfaste regler, som alle følger og respekterer. De sikrer kvaliteten af planterne, der leveres af omkring 700 forskellige gartnerier ved hjælp af deltidsgartnere, der vurderer og fotograferer alle planter, der kommer ind i huset.


Groen-Direkt er Europas største permanente handelsplads. Firmaet ligger i Boskoop i det vestlige Holland. Foto: Henrik Baunehøj Jensen.


Hos Groen-Direkt hænger alle informationer – inklusive priser – over hver ’danish’-hylde med planter. Og hver plante og sort er sorteret alfabetisk i udstillingshallen. Det betyder, at når to gartnerier byder ind med den samme art og sort, står deres planter side om side. Og prisen er direkte sammenlignelig. Foto: Henrik Baunehøj Jensen.


Hebe er den største kultur hos Hebe Center Holland. Foto: Henrik Baunehøj Jensen.



Hebe Center Holland


Det blev også til et besøg hos det næsten fuldautomatiserede Hebe Center Holland. Ud over deres primære kultur – Hebe (den småbladede) – dyrker de også Buddleia og Skimmia, både i væksthuse og på friland.

Selvom det teknologiske udstyr ikke nødvendigvis er af nyere dato, fungerer det utrolig godt. Deres interne transportsystemer er bygget op omkring mobilborde, afstandsrobotter og bordvaskere.


Hebe på friland. Der var fuldt drænet under det 25 hektar store areal. Foto: Henrik Baunehøj Jensen.


Risskaller i dyrkningsmediet


En af de interessante detaljer ved dyrkning hos Hebe Center Holland er, at de tilfører risskaller i dyrkningsmediet. Ris og risskaller indeholder store mængder silicium. Skallerne blev tilført både for at skabe luftporrer i potterne og for at udnytte silicium til planterne.


Greenlink producerer ikke kun de traditionelle planteskoleplanter men har også store tropiske planter i væksthuse. Foto: Henrik Baunehøj Jensen.



Greenlinks krav til medarbejdere


Besøget hos planteskolen Greenlink i Boskoop satte fokus på både elevernes og gartnernes engagement. Ejeren Piet Koetsier har to krav til sine medarbejdere: De skal være fagligt dygtige. Og så skal de være plantenørder.

På rundvisningen var der ikke den plante – hverken på containerpladsen eller i væksthusene – som man ikke kunne spørge ind til.

Der faldt prompte et svar, når der blev spurgt til baggrund, vækstbetingelser, blomstring, beskæring og meget andet. Ud over det store udvalg af stauder, løg, buske og frugttræer var samlingen af tropiske planter på op til 10 meter i højden også ganske imponerende.


Kendis-kunder

Som en lille sidebemærkning kom det også frem, at Greenlink leverer både planter og kreative løsninger til brug hos de helt store kanoner.

Der blev fortalt historier om levering af 200 hvide, fuldt blomstrende buskroser til et modeshow hos Hugo Boss i Paris, Lady Gagas kæmpefest i en gammel lagerbygning i Amsterdam og levering af gule blomster til påske-fejring i Vatikanet gennem de sidste fire år.

Lige p.t. arbejdede Greenlink på en fest, der skal afholdes i Dubai. Transporten af seks meter høje træer fra Boskoop til Dubai har nogle logistiske udfordringer.


Opråb til elever, skoler og mestre

Piet Koetsier, Greenlink, havde også et par ord til både elever, gartnerskoler (både i Danmark og i Holland) og til mestrene ude på planteskolerne og i gartnerierne: 

  • Meget mere basalt plantekendskab.
  • Større engagement.
  • Større fokus på at lære eleverne op.

Det er hermed overbragt.


Klimaforandringer – en trussel


Vi besøgte også Maeslantkering i Rotterdam. De store stormflodsarme, som kan lukke indgangen til Rotterdam Havn i tilfælde af stormflod.

Hollands beliggenhed under havets overflade gør landet meget sårbart overfor de klimaforandringer, vi i stigende grad ser.

Især den mere intense nedbørsmængde gør behovet for at lede vandet væk gennem det gigantiske kanalnetværk endnu større.


Botanisk Have

Der blev også tid til besøg i den botaniske have i Rotterdam samt de historiske haver nord for Amsterdam. En rejse gennem gartneriets historie fra den store løgboble i 1600-tallet og op til nu.

At komme ud i verden og se, hvordan gartnerbranchen også kan se ud, er en stor gave.

Selvom de økonomiske vilkår for de hollandske gartnere virker til at være langt mere favorable end i Danmark, har de også en måde at tænke plantedyrkning og salg af planter på, som er meget inspirerende.


Artiklen er sammensat af diverse rapporter om turen fra eleverne på Hovedforløb 1, Kold College.

Både elever og undervisere vil hjertens gerne takke Kirsten Wiedemanns Mindelegat for støtte til at komme på tur til Holland.