Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Direktør Karen Hækkerup, L&F, fik overrakt PlanDanmark Prisen af formand Kjeld Larsen ved foreningens jubilæumsfest den 8. juni i Aarhus. PlanDanmark har i årenes løb bevilget penge til projekter i blandt andet dansk frugtavl. (Foto: PlanDanmark)

Karen Hækkerup får PlanDanmark pris

Ved PlanDanmarks 25 års jubilæum blev Karen Hækkerup tildelt en pris som en anerkendelse for sit arbejde for dansk landbrug og frugtavl.

Foreningen PlanDanmark har eksisteret i 25 år, og jubilæet blev blandt andet markeret ved uddeling af en pris til en person, der arbejder og gør en forskel for dansk landbrug.

Foreningens bestyrelse havde besluttet, at prisen, der uddeles for tredje gang i foreningens historie og er på 25.000 kroner, skulle gå til direktør for Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.


Engageret og god formidler


- Lige fra du startede som direktør for Landbrug & Fødevarer for snart fire år siden, har vi bemærket, at du på bedste vis taler landbrugets sag. Det gælder både den skrevne presse, tv og andre medier.

- Din personlighed, dit engagement og din evne som formidler og debattør har vist, at du gør en stor forskel for dansk landbrug og frugtavl i medierne.

- Da du tiltrådte som direktør skrev man i pressen, at du var det perfekte match og et scoop for landbruget. Tiden har vist, at man havde ret.

- Du har altid forsvaret landbruget på er fornuftig og saglig måde, som ingen kritikere af landbruget har kunnet angribe dig for. Det synes vi er lidt af en bedrift i sig selv, sagde PlanDanmarks formand Kjeld Larsen i forbindelse med prisoverrækkelsen, der fandt sted på Varna Palæet i Aarhus den 8. juni.


Fakta

  • Foreningen PlanDanmark er en udløber af det tidligere Forsikringsselskabet Plansikring gs., der hovedsageligt beskæftigede sig med forsikringer indenfor landbrugs¬området.
  • Dansk landbrug og frugtavl ligger foreningen meget på sinde. I de 25 år, foreningen har eksisteret, har den bevilget over 167 millioner kroner til projekter, som har søgt om støtte. Der er i tidens løb bevilget penge til projekter til både Seges, L&F, GartneriRådgivningen A/S og Dansk Erhvervsfrugavl.
  • PlanDanmark giver hovedsagelig penge til udvikling og uddannelse inden for landbrug og frugtavl, men yder også støtte til bevaring af gamle håndværkerfag, der kan bruges til restaurering af bevaringsværdige bygninger m.v.
  • Sidste gang prisen blev uddelt var i 2014, hvor den gik til Jørgen Lund Christiansen for sit arbejde med at skaffe midler til restaureringen af 'Vestermølle' i Skanderborg.