Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Fynske potteplantegartnerier er i topform. Det fremgår af regnskabsanalysen for 2017 fra PK Revision. Det flotte resultat og kreditinstitutternes større interesse for at give lån til branchen, bør få positiv påvirkning af investeringerne i fremtiden, mener revisionsfirmaet. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Historisk stort overskud

Regnskabsanalysen 2017 fra PK Revision viser et gennemsnitligt overskud i fynske væksthusgartnerier på godt én mio. kroner. Det absolut største i 33 år.

Den årlige regnskabsanalyse fra PK Revision repræsenterer et bredt udsnit af det danske væksthusgartnerierhverv beliggende på Fyn og dækker 113 hektar eller en fjerdedel af det samlede danske væksthusareal.

Resultatet for 2017, der udviste et overskud på 1.091.000 kroner efter, at der er fradraget en beregnet indehaverløn på 351.000 kroner, er det største i de 33 år, regnskabsanalysen er udført.

Forbedringen af resultatet i 2016 kom alene fra potteplantegartnerierne, der har oplevet en stigning i omsætningen på tre procent på et næsten uændret væksthusareal. Energi-og produktionsomkostningerne var uændret, hvorimod salgs- og kapacitetsomkostninger var stigende.

Analysen viser også, at en stor del af det stigende resultat kom af, at afskrivninger samt renteomkostninger faldt kraftigt, og det betød, at det gennemsnitlige overskud steg med 58 % i forhold til sidste år.

Resultat af primær drift 1985-2017.
Resultat af primær drift 1985-2017.


Stigende omsætning er grundlag for overskud

Det gode resultat i 2017 blev grundlagt af, at der var overskud hos historisk mange, nemlig 72 % af gartnerierne. Flere gartnerier har endog rigtigt pæne resultater.

De bedst indtjenende potteplantegartnerier tjente næsten det dobbelte af sidste år, men arealet blev også næsten fordoblet, så pr. m2 tjente de mindre end sidste år.

Den bedre indtjening blev næsten udelukkende skabt i de store potteplantegartnerier og i øvrige gartnerier, og det var for begges vedkommende en stigende omsætning, som skabt grundlaget.


Uændrede energiomkostninger


Efter en del år med stigende energiomkostninger oplevede gartnerierne et år med uændret energiomkostninger, og det har blandt andet også haft en vis betydning, at PSO afgift på forbruget af elektricitet nu er under afvikling.

Problemet med PSO afgiften ville have været meget større, hvis gartnerierne ikke havde haft så stort et fokus på energiforbruget og de mange investeringer i energibesparende foranstaltninger i gennem mange år.

Det seneste års fald i renteniveau kan med stor virkning aflæses af analysen, idet forrentning af fremmedkapitalen er faldet fra 3,5 % til 2,6 % og forbedrer derfor også resultatet.

Ifølge revisionsrapporten blev 2017 også året, hvor der blev brudt med et ellers meget lavt investeringsniveau, idet investeringerne steg fra 60 mio. kroner til 76 mio. kroner.