Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Grønsagsfestivalen Muld Magi og Mad på Israels Plads i København den 26. august var godt besøgt. Grønsagshadere var også inviteret til en seks retters frokost udelukkende baseret på danske sæsongrønsager. En dygtig grønsagskok tryllede med råvarene, og grønsagshaderne spiste, så det var en lyst. (Foto: Katrine Terkelsen Roelsgaard)

Grønsagsfestival - også for grønsagshadere

Danske grønsagsavlere mødte københavnerne ved årets grønsagsfestival. Grønsagshadere havde fået en speciel invitation.

En del af den årligt tilbagevendende ’Copenhagen Cooking & Food Festival’ på Israels Plads i København er en særskilt festival for grønsager med titlen ’Muld, Magi og Mad.’

På dette års Grønsagsfestival, der fandt sted søndag den 26. august, kunne københavnerne møde avlerne bag sæsonens frugt og grønt, deltage i sylteworkshop, lære at dyrke svampe, smage på varerne og svælge sig i inspiration til mad med meget grønt.

Trine Krebs fra Frugtformidlingen står bag Grønsagsfestivalen, der i år bød på blandt andet grønsagscoaching, frokost for grønsagshadere og ikke mindst afterparty med fælles madlavning og spisning af tiloversblevne råvarer. 


Grønsagsfestivalen tilbød coaching til gæsterne. På 30 minutter gav grøntsagscoaches Bettina Lohse og Vibeke Schellerup, Frugtformidlingen, tips og tricks til et liv med mere grønt. Foto: Katrine Terkelsen Roelsgaard.



Grønsagscoaching og grønsagshadere


Grønsagscoaching var et spændende indslag på dette års Grønsagsfestival. Her kunne gæsterne deltage i 30 minutters coaching, hvor garvede frugtformidlere fik talt deltagerne varme på at få flere grønsager ind i hverdagen.

Opsigt vakte ikke mindst kampagnen ’Os der gror”’ fra Dansk Gartneri, der havde inviteret grønsagshadere til seks retters frokost udelukkende baseret på danske sæsongrønsager.

De 20 heldige grønsagshadere samt ledsagere havde vundet pladserne i en konkurrence på Dansk Gartneris facebookside, hvor i alt 250 personer havde tilmeldt deres grønsagshadende pårørende, venner eller børn.


Trine Krebs fra Frugtformidlingen byder velkommen til grønsagshader-frokost sammen med avlerne Anders og Susanne Biltoft Kristensen fra Fjordgaard på Lammefjorden og Hanne Gundersen fra Stensbølgaard ved Kirke Hyllinge. Foto: Katrine Terkelsen Roelsgaard.


Afterparty med grønsager


Da byen begyndte at falde til ro ved 17-tiden, pakkede avlere og værksteder sammen – og Muld, Magi og Mad modtog 40 gæster fra hele verden, som havde købt billet til Afterparty.

- De 40 deltagere lavede i løbet af to timer 30 forskellige retter med sæsonens gode råvarer. Maden blev nydt ved langbord, og der blev givet mange gode grønsagsråd på kryds og tværs af borde og kontinenter, fortæller Trine Krebs.


Fakta

  • Muld, Magi og Mad arrangeres af Frugtformidlingen med støtte fra Produktionsafgiftsfonden for frugt- og gartneriprodukter.
  • De danske avlere var Tvedemose, Månssons, Gasa Nordgrønt, Hvidløg & Vin, Legro og Hedegaarden, der alle talte danske grønsagers sag.
  • Copenhagen Cooking & Food Festival er en årligt tilbagevendende festival i København, der hylder den københavnske gastro-scene og Danmark som madland.
  • Festivalen er for alle, der elsker mad, og byder på mere end 100 unikke events og arrangementer i løbet af 10 dage i august og september.