Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Interessen for at komme helt ud i marken for at se og høre nærmere om, hvor salaten og kålen kommer fra, var stor ved Månsson A/S, som inviterede indenfor til Åbent Landbrug søndag den 16. september. (Foto: Stig F. Nielsen)

Én på opleveren

To frilandsgartnerier – Axel Månsson A/S i Brande og Gyldensteen Gods ved Bogense – inviterede indenfor ved Åbent Landbrug søndag den 16. september.

Søndagens Åbent Landbrug, hvor 52 gårde over hele landet inviterede indenfor, fik 73.363 interesserede til at bruge en del af dagen til at se, høre, røre og smage på nogle af de produkter, danske landmænd producerer.


Dagens værtspar - Dorrit Andersen og Axel Månsson – kort inden der blev virkelig travlt. Foto: Stig F. Nielsen.



Vision: 100 procent økologi

En af dem, som åbnede dørene, var Axel Månsson A/S i Brande, hvilket var for sjette gang. Ikke mindre end 4.414 besøgte Danmarks største frilandsgartneri, hvilket er ny rekord!

Virksomheden har et dyrkningsareal på cirka 1.400 hektar. Ud af dette areal bliver de 40 procent dyrket økologisk, de 35 procent konventionelt, og 25 procent er under omlægning. Visionen er at blive 100 procent økologisk grønsagsproducent.

Grønsagsproduktionen omfatter mere end 20 forskellige arter f.eks. hjertesalat, iceberg, røde og gule løg, fennikel, bladselleri, romanesco, farvede blomkål, pak choi, broccoli, glaskål, spidskål og en lang række andre hoved- og bladkål.

Derudover rummer virksomheden 141.000 æglæggende økologiske høns.


Smagsprøver af retter tilberedt af virksomhedens produkter var populære. Foto: Stig F. Nielsen.


Omfattende program

Dorrit Andersen og Roxanna Dunitru havde lavet et meget bredt og omfattende program for dagen, men som Dorrit Andersen understreger, så er det en stor fælles opgave, de er mange om at løse.

Dagen bød på mulighed for at komme på rundture i marken, i pakkeriet, i demomarken og på biogasanlægget. På gårdspladsen var der markedsstemning med salgsboder og udstilling og salg af virksomheden mange forskellige produkter.

For store og små drenge – samt piger – var der rig mulighed for at sparke dæk på nogle af de mange traktorer, hvoraf mange var åbne, så det også var muligt at sidde bag rattet.


Markedsstemning på gårdspladsen. Foto: Stig F. Nielsen.


I mark og pakkeri

Hele dagen var der lang kø ved traktorvognene, som med en guide kørte en 20 minutters rundtur ude i markerne.

Rundture i pakkerier har tidligere været lidt af en prøvelse på grund af støjen, så i år prøvede man at udstyre guiden med en trådløs mikrofon og gæsterne med et headsæt, så man bedre kunne høre, hvad er blev sagt.

Rundturen startede ved modtagelsen af produkterne fra marken, som straks bliver kølet ned i en vacuumkøler. Inden produkterne går videre, bliver der foretaget en kvalitetskontrol. Der er fuld sporbarhed f.eks. helt tilbage, hvorfra småplanten på et tidspunkt blev produceret.

Inde i pakkeriet kunne man se flowpakning af hjertesalat, og vejen rundt gik forbi løgskrælleriet, hvor der både bliver produceret skrællede, skivede og snittede løg. Turen gik videre til løgtørreriet og pakkeriet, hvor en optisk sorterer kan frasortere løg med indre og ydre fejl.

  
Konsulent Dorrit Andersen, RootConsult, fortalte om de forskellige kulturer i demohaven, her citrongræs. Foto: Stig F. Nielsen.


Mulige nyheder i demomark


Konsulent Dorrit Andersen stod for rundvisningerne i demohaven, hvor virksomheden afprøver nye og anderledes grønsager: Hvordan klarer de sig på jordtypen og klimaet, passer de ind i dyrkningssystemet, og er der i det hele taget interesse fra indkøberne i detailkæderne?

Ud over de mere traditionelle grønsager var der flere parceller med krydderurter og spiselige blomster i demomarken. 


Der var rige muligheder for at sparke dæk og sidde bag rattet på flere af de store traktorer. Foto: Stig F. Nielsen.



SalatTøsen demonstrerede, hvordan man kan grille snitfladen på en spidskål for på den måde at øge smagsoplevelsen. Foto: Stig F. Nielsen.



Praktiske fif om tilberedning


Hvordan kan de mange grønsager så anvendes? Det gav SalatTøsen flere bud på ved et showkøkken. Her gav Mette Løvbom nogle praktiske fif til hurtige salater og dressinger. Og understregede hun, at grønsager ikke skal koges men grilles eller bages!

Ved siden af de mere faglige aktiviteter kunne gæsterne se frieserheste, hyrdehund i funktion samt efterfølgende fåreklipning samt en bimark og information om bier og biodiversitet.

For børnene var der blandt andet bålplads med snobrødsbagning og en halmlegeplads samt en følekasse, hvor kan skulle gætte, hvad det var for en grønsag, der lå i mørket.


Blandt aktiviteter for børn var en ”følekasse”, hvor de skulle prøve at gætte en grønsag – her et iceberg, som Månsson A/S producerer 20 mio. af om året. Foto: Stig F. Nielsen.



Løg og græskar

Gyldensteen Gods deltog i år for første gang i Åbent Landbrug. Her kunne de 800 gæster komme på rundvisninger i slotshaven samt i produktionshallen, hvor man kunne se løgpakkeriet og høre om produktion af løg og græskar.

Der blev også uddelt smagsprøver af cider og most, ligesom det var muligt at købe disse samt grønsager fra godset.