Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt glæder sig over det nære og gode samarbejde, han har med gartnerisektoren. Det sagde ministeren i et indlæg på Dansk Gartneris generalforsamling. (Foto: Annemarie Bisgaard)

En positiv minister

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt glæder sig over, at gartnerierhvervet er inde i en god gænge.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt besøgte igen i år Dansk Gartneris generalforsamling, der blev afholdt på Hotel Nyborg Strand den 22. februar 2017.

Her lagde ministeren ikke skjul på, at han glæder sig over det nære og gode samarbejde, han har med gartnerisektoren.

Dansk Gartneris generalforsamling fik fint besøg, da energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt deltog med et indlæg.
Dansk Gartneris generalforsamling fik fint besøg, da energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt deltog med et indlæg. Foto: Lotte Bjarke.


Opgør med PSO-afgiften

Lars Christian Lilleholt har haft en stor finger med i spillet om opgøret PSO-afgiften, som har været en endog meget stor udfordring for mange væksthusgartnerier gennem de senere år.

- Da jeg var her sidste år, var jeg under et vist pres. Det var nødvendigt at finde en løsning på PSO-spørgsmålet, for det var i allerhøjeste grad det producerende Danmark, der betalte prisen for den grønne omstilling. Den måde, regningen blev skrevet på, var simpelthen ikke rigtig, pointerede Lars Christian Lilleholt.

Heldigvis lykkedes det ham at samle partierne om en aftale, der reducerer og over en seksårig periode helt afskaffer PSO-afgiften og samtidig bibeholder den målrettede lempelse.

- Det betyder, at vi får en stærkere gartnerisektor, og det betyder, at erhvervet kommer til at tjene endnu flere penge hjem til Danmark, lød det fra ministeren.

Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i Landbrug & Fødevarer, lovede Lars Christian Lilleholt støtte fra erhvervet, når det gælder effektivisering af forsyningssektoren.
Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i Landbrug & Fødevarer, lovede Lars Christian Lilleholt støtte fra erhvervet, når det gælder effektivisering af forsyningssektoren. Foto: Lotte Bjarke.



Effektivisering af forsyningssektoren


Med PSO-opgaven løst, venter nye opgaver for Energi-, forsynings- og klimaministeriet. I første omgang står forsyningsstrategien højt på dagsordenen. Det er regeringens mål at effektivisere i størrelsesordenen 5-6 mia. kroner.

- Vi skal til at kigge på landets forsyningsstrategi. Den samlede regning til hele samfundet løber op i 100 mia. kroner.

- Mange virksomheder har haft fokus på, hvordan de kan gøre det billigere, men forsyningssektoren har ikke været under det samme pres, sagde Lars Christian Lilleholt, der understregede, at der er et stort potentiale i at gøre tingene både bedre og mere effektivt.

Ernst Mittag takkede som én blandt mange Lars Christian Lilleholt for hans store interesse for gartnerierhvervet og utrættelige indsats i kampen mod PSO-afgiften.
Ernst Mittag takkede som én blandt mange Lars Christian Lilleholt for hans store interesse for gartnerierhvervet og utrættelige indsats i kampen mod PSO-afgiften. Foto: Lotte Bjarke.


Grøn omstilling


En anden stor opgave bliver at skrue en dansk energipolitik sammen for perioden 2020 frem mod 2030.

- Et kommisionsarbejde er gået i gang, og det venter jeg mig meget af. Hvordan kan vi sikre, at 50 procent af landets energiforbrug i 2030 dækkes af vedvarende energi, uden at det går ud over dansk erhvervsliv? Det skal vi finde en løsning på, sagde Lars Christian Lilleholt.

- Det er en positiv minister, der er her i dag. Det er meget godt med tilskud, men det er bedre at sikre ordentlige rammevilkår. Skal jeg vælge, vil jeg vælge rammevilkår, sagde Lars Christian Lilleholt, der fik stor ros for sin utrættelige indsats for afskaffelse af PSO afgiften og store interesse for gartnerierhvervet fra en hel række af generalforsamlingens deltagere.


Læs mere om Grøn Dag og Lars Christian Lilleholts besøg i Gartner Tidende nr. 4/2017, der udkommer den 23. marts.