Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
En rundringning, som Landbrug & Fødevarer har lavet, viser en skønnet fremgang i salget af økologiske fødevarer i 2016 i forhold til 2015 i de otte europæiske lande, der ligger i det økologiske førerfelt. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Danmark fører øko-kapløb i Europa...endnu

Danmark har den økologiske førertrøje på i Europa, men Schweiz, Østrig og Sverige følger lige i hælene.

Med en økologisk markedsandel i detailhandlen på 8,4 procent i 2015 er Danmark det land i verden, hvor der oftest bliver lagt økologiske varer i kurven. Det viser nye tal fra det schweiziske forskningscenter FiBL ifølge landbrugsavisen.dk.

Efter Danmark kommer Schweiz og Østrig med markedsandele på henholdsvis 7,7 procent og 7,5 procent, mens Sverige ligger på en fjerdeplads med 7,3 procent


Sverige haler ind på Danmark


I en rundspørge til otte førende europæiske lande indenfor økologi har Landbrug & Fødevarer indhentet bud på, hvordan økologi-situationen så ud i 2016.

På baggrund af de foreløbigt opgjorte tal havde Sverige en stigning på 18 procent i økologisalget, og dermed kommer vores naboland mod øst op på en økologisk markedsandel på 8,7 procent.

Efter udmeldinger fra de danske detailkæder ser det danske økologisalg ud til at være steget cirka 17 procent sidste år. Dermed har Danmark en økologisk markedsandel på omkring 9,7 procent – altså nok til at beholde førstepladsen også i 2016.


Eksportmuligheder

Det store spørgsmål er, om de danske forbrugere vil fortsætte med at putte så meget mere økologi i indkøbskurven i 2017, så Danmark kan holde forspringet.

- Vi forventer, at der i 2017 vil være en fortsat vækst på 10-15 procent i detailsalget. Skønnet for den store stigning baseres både på detailkædernes store fokus på økologi og det fortsatte større økologisortiment i butikkerne over hele landet, siger chefkonsulent Ejvind Pedersen, L&F.

- Det er meget positivt, at økologisalget også stiger i vores nabolande, for den voksende danske økologiske produktion skal jo afsættes også uden for Danmarks grænser, siger Ejvind Pedersen og refererer til blandt andre Sverige, Tyskland og Frankrig.


Prognose for 2016 i forhold til 2015

Landbrug & Fødevarers rundringning viser en skønnet fremgang i salget af økologiske fødevarer i 2016 i forhold til 2015 i otte lande:

  • Danmark + 17 procent
  • Sverige + 18 procent
  • Norge + 22 procent
  • Finland + 14 procent
  • Frankrig + 20 procent
  • Irland+ 22 procent
  • Tyskland + 10 procent
  • Storbritannien + 6 procent