Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Glade Groensager A/S - Gartneriet Østervang er Årets Gartner 2017. Peter Krage, t.v., og Michael Kongstad, i midten, modtog prisen af formanden for Dansk Gartneri, Jørgen K. Andersen, på Dansk Gartneris generalforsamling den 22. februar. Med prisen følger et beløb på 25.000 kroner. (Foto: Lotte Bjarke)

Årets Gartnere

Glade Groensager A/S – Gartneriet Østervang er Årets Gartner, mens Tvedemose har modtaget Dansk Gartneris Innovationspris.

I forbindelse med Dansk Gartneris generalforsamling på Hotel Nyborg Strand den 22. februar 2017 blev spændingen udløst om, hvem i det kommende år kan smykke sig med titlen Årets Gartner.

Dansk Gartneris formand, Jørgen K. Andersen, motiverede og overrakte hædersprisen, der gik til ikke bare én men hele tre gartnere.


Glade Groensager

Årets Gartner 2017 er Glade Groensager A/S – Gartneriet Østervang i Varpelev, som Michael Kongstad, Søren Krage og Peter Krage står bag.

- Glade Groensager tildeles prisen Årets Gartner, fordi gartneriet har udviklet produktionen mod en grønnere profil og samtidig har turdet satse på en betydelig udvidelse af produktionsarealet, sagde Jørgen K. Andersen.

- I er gået i front med et meget stort solfangeranlæg og har ad den vej været med til at profilere erhvervet positivt, og senest har I bygget 15.000 kvadratmeter nyt produktionsareal efter de mest moderne og miljømæssigt korrekte principper, lød det videre fra Dansk Gartneris formand.


Slet ikke færdige endnu

Michael Kongstad takkede på gartneriets vegne for prisen.

- Da vi startede i 2002 havde ingen af os tre drømt om, at vi skulle nå hertil. Ingen troede på væksthusgrønsagsproduktion dengang. Men det har bare været sjovt siden, og det er spændende hver dag, sagde Michael Kongstad.

- Vi er slet ikke færdige endnu. Vi har så mange ideer. Det er det gode ved at være tre om gartneriet, understregede han.

Tvedemose modtog Dansk Gartneris Innovationspris 2017 for sit utrættelige arbejde med produktudvikling og branding af sunde, danske svampe. Ud over æren modtager parret 25.000 kroner.
Tvedemose modtog Dansk Gartneris Innovationspris 2017 for sit utrættelige arbejde med produktudvikling og branding af sunde, danske svampe. Ud over æren modtager parret 25.000 kroner. Foto: Annemarie Bisgaard.


Innovationspris til Tvedemose

Dansk Gartneris næstformand Søren Flink Madsen overrakte efterfølgende Dansk Gartneris Innovationspris 2017. Den gik til champignongartneriet Tvedemose i Lundby ved Kirsten og Jens Christian Hansen.

- Tvedemose tildeles Innovationsprisen, fordi virksomheden har formået at holde fokus på at brande og markedsføre sin produktion af sunde danske svampe på diverse madmarkeder og events. Desuden har virksomheden turdet satse på mere økologi og på udstrakt produktudvikling, sagde Søren Flink Madsen.

- Tvedemose er om nogen kendt for at prøve nye ting af. Og hvor de gode ideer trives, er der også stor lyst til at fortælle om produkter og nye tiltag. Det gør i eksemplarisk. I er med på alle udstillinger, og jeres åbent hus arrangementer er legendariske, sagde Søren Flink Madsen, før han ønskede tillykke med prisen.

Jens Christian Hansen takkede rørt for prisen og pointerede, at gartneriet møder stor lydhørhed og interesse fra forbrugerne, når de møder dem til forskellige events.
- Held og lykke derude i kampen til jer alle. Husk, at folk vil os gerne derude, sagde Jens Christian Hansen.