Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den første handelsdag på Copenhagen Markets i Høje Taastrup gik over al forventning. Kaos udeblev, og torvehandlerne var stolte over og kunderne glade for de nye, indbydende og funktionelle rammer, det spritnye grønttorv byder på. (Foto: Lotte Bjarke)

Tillykke med Copenhagen Markets

Copenhagen Markets i Høje Taastrup har efter en lang sej kamp afløst Grønttorvet København i Valby. Den 4. april 2016 blev dørene slået op.

- Det er gået så godt. Meget bedre end forventet. Jeg kan næsten ikke få armene ned, lød det fra en begejstre Isabel Lange, FleuraMetz, da travlheden på den første handelsdag på Copenhagen Markets ebbede ud.

Der har utvivlsomt været mange følelser i spil blandt torvefolket hen over weekenden op til åbningen. Fredag-lørdag lukkede Grønttorvet København i Valby ned efter 58 år.

For mange har Grønttorvet dannet rammen om en stor del af deres liv, og udfordringerne med at få byggeri, projektsalg og grundsalg til at falde på plads har skabt mange bekymringer.

Så meget desto større var lettelsen, da den første handelsdag var vel overstået, og konturerne af fremtiden endelig begyndte at tegne sig for alvor.

Der er højt til loftet, gode lysforhold, og logistikken fungerer optimalt i de nye haller på Copenhagen Markets.
Der er højt til loftet, gode lysforhold, og logistikken fungerer optimalt i de nye haller på Copenhagen Markets. Foto: Lotte Bjarke.


Udsigt til omsætningsstigning

- Første dag er gået fantastisk. Vi har haft rigtig mange besøgende. Jeg er selv fjerde generation på torvet, og jeg skal blankt indrømme, at jeg havde tårer i øjnene i lørdags.

Det var vemodigt at sige farvel, men det er glemt i dag, sagde John Olsen, Europa Frugt, der også er formand for Grønttorvet Københavns bestyrelse.

Bestyrelsen skal nu drive Copenhagen Markets det næste halvandet år, hvorefter investoren Nordic Real Estate Partners overtager et færdigbygget Copenhagen Markets i drift, og Grønttorvet København også kan nedlægges på papiret.

- Nu er det op til os aktører at være dygtige nok til at være med på de nye trends, pointerede John Olsen, der ikke er i tvivl om, at omsætningen vil stige, nu da Copenhagen Markets er taget i brug.

Der var rigtig mange besøgende på den første handelsdag på Copenhagen Markets, hvor både kunder og venner af torvet lagde vejen forbi for at opleve de nye faciliteter.
Der var rigtig mange besøgende på den første handelsdag på Copenhagen Markets, hvor både kunder og venner af torvet lagde vejen forbi for at opleve de nye faciliteter. Foto: Lotte Bjarke.


Øget effektivitet

Copenhagen Markrets omfatter 67.000 kvadratmeter effektive torvehaller, hvor omkring 80 lejere tilbyder alt inden for frugt og grønt i to haller, mens en tredje hal rummer et gigantisk udbud af blomster og planter.

Alle større lejere har nu egen terminal og sluser, der mindsker behovet for håndtering af produkterne.

At der er mange gevinster vundet ved udflytningen, understregede direktør Jens Faarup på åbningsdagen.

- Driftsomkostningerne bliver lavere takket være et effektivt torveanlæg. Der bliver mindre håndtering på grund af bedre logistikmæssige forhold, og miljømæssigt er byggeriet langt mere optimalt end det gamle torv. Alt i alt betyder det bedre produktkvalitet til gavn for alle, sagde Jens Faarup.

Glæden over de fine forhold i det nye torveanlæg lyste ud af de handlende, der har brugt mange kræfter på at flytte de seneste uger.
Glæden over de fine forhold i det nye torveanlæg lyste ud af de handlende, der har brugt mange kræfter på at flytte de seneste uger. Foto: Lotte Bjarke.


Officiel indvielse 13. april

Den officielle indvielse af Copenhagen Markets finder sted onsdag den 13. april 2016.
Læs mere om Copenhagen Markets i næste nummer af Gartner Tidende, der udkommer den 28. april 2016.