Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Danske Planteskolers formand, Henning Roed, bød velkommen til brancheorganisationens Vintermøde 2016, hvor det første tema var uddannelse og efteruddannelse. (Foto: Lotte Bjarke)

Robuste medarbejdere er det nye sort

Danske Planteskolers Vintermøde 2016 blev skudt i gang med et tema om uddannelse og efteruddannelse.

Danske Planteskoler og Danske Havecentre afholdt vinterens temadage parallelt på Hotel Svendborg den 20. og 21. januar 2016.

Temadagene var delt op i flere sektioner – nogle med deltagelse af begge brancheorganisationers medlemmer, andre hver for sig.

Danske Planteskoler indledte sit private Vintermøde med en række indlæg om uddannelse og efteruddannelse som løftestang for virksomhedernes fremadrettede udvikling.

- Vi har sammensat et program med emner, der relaterer til driften af en planteskole. Nutidens planteskoler ved godt, hvordan man producerer kvalitetsplanter. Det er det at drive en virksomhed, der er udfordringen, sagde Danske Planteskolers formand Henning Roed i sin velkomst.


Henriette Taasti fra Roeds Planteskole fik lært at sige nej og pyt på kurset ’Et bedre arbejdsliv’ og føler, at det gør en positiv forskel i hendes hverdag. Foto: Lotte Bjarke.


Redskaber til et bedre arbejdsliv

Henriette Taasti, der er medarbejder i Roeds Planteskole, har deltaget i Danske Planteskolers kursus ’Et bedre arbejdsliv’ og fået gode, håndgribelige redskaber med hjem fra skolebænken.

- Det er svært at gå glad på arbejde, hvis det hele ramler derhjemme. Og det er svært at komme glad hjem, hvis det hele ramler på arbejdet. Vi fik konkrete løsningsmodeller med hjem og ikke bare en masse snak om mindfullness, sagde Henriette Taasti.

Hun fik blandt andet lært, at det hjælper at lære at sige nej, hjælp og pyt.
- Vi er mange, der kan blive bedre til at sige nej. Et menneske er en stikdåse. Når alle hullerne er fyldt, er man nødt til at trække nogle stik ud, før man kan sætte nye i, pointerede hun.


Efterspørgsel på robuste medarbejdere

Henriette Taasti har som gravid selv oplevet, at det svære spørgsmål om hjælp til kollegerne ikke behøver at være så svært endda.

- Kollegerne vil rigtig gerne hjælpe, og mange gange kan det ligefrem give glæde at få lov at hjælpe en kollega, sagde hun og understregede, at hun også har lært at sige pyt, når noget slet ikke kan lade sig gøre. Både på hjemmefronten og på arbejdet.

- Førhen søgte virksomhederne altid stabile, sunde medarbejdere. I dag søger de robuste medarbejdere. Stress, angst og depression rammer hver tredje eller fjerde. Jeg tror, alle gik fra kurset med noget, de kunne bruge, selv om alle ikke fik det samme udbytte, sagde Henriette Taasti.


Tilfredse medarbejdere skifter ikke job så tit som utilfredse. For virksomheden er det en stor gevinst, man som leder skal gøre meget for at inkassere. Det var budskabet fra Heidi Printzen, der er chefkonsulent ved Erhvervsakademi Aarhus. Foto: Lotte Bjarke.


Høj medarbejderomsætning er dyr

Heidi Printzen, der er chefkonsulent ved Erhvervsakademi Aarhus, tog tråden op og understregede, at robusthed simpelthen er det nye sort.

Men det er ikke alene medarbejdernes ansvar at skabe et godt fundament for deres arbejdsliv. Virksomhedslederen har et stort ansvar for at skabe den gode arbejdsplads, der giver arbejdsglæde.

- De fleste af jer er blevet ledere, fordi virksomheden er vokset. De færreste er startet med et lederkursus, sagde Heidi Printzen, der slog til lyd for værdien af at investere i uddannelse. Også af virksomhedslederen.

- Det er en dyr proces at have en høj medarbejderomsætning, sagde hun og pointerede, at højnelse af medarbejdertilfredsheden helt naturligt sænker medarbejderomsætningen.


Et brændende engagement formidles videre

- Og så skal I huske på, at der ikke er nogen utilfredse medarbejdere, der giver den optimale kundeservice, understregede Heidi Printzen, der ser kundeservice som alfa og omega for virksomhedernes fremtid.

- Den samme brændende følelse af engagement, I selv har indeni, skal I formidle til jeres medarbejdere, så de kan formidle den til kunderne.

- Driften kommer ofte til at fylde for meget i hverdagen, mens medarbejderne kommer i anden række. Pas på med det, lød opfordringen fra Heidi Printzen.