Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Der blev holdt rejsegilde for 6.500 kvadratmeter funklende nyt væksthus til krydderurter i Gartneriet Rosborg den 1. juni. (Foto: Lotte Bjarke)

Rejsegilde hos Rosborg

Den 1. juni blev en festdag af de store i Gartneriet Rosborg med rejsegilde for et nyt væksthus og fødselsdagsfest for direktøren.

Der var mange smukke ord til Johnny Albertsen, der er direktør for Gartneriet Rosborg i Bellinge, på 50 års fødselsdagen den 1. juni 2016.

Gartneriet er noget så unikt som et medarbejderejet gartneri, og det var på medarbejdernes foranledning, at hundredevis af gæster stimlede sammen for at fejre Johnny Albertsen.

Efter at medarbejderne med Johnny Albertsen i spidsen overtog virksomheden for tre år siden, er der sket en rivende udvikling. Der er investeret for cirka 32 mio. kroner blandt andet i to nye gartneriafsnit.

Der var mange smukke ord til fødselaren, da medarbejderne i Team Rosborg holdt fødselsdagsfest for deres direktør Johnny Albertsen.
Der var mange smukke ord til fødselaren, da medarbejderne i Team Rosborg holdt fødselsdagsfest for deres direktør Johnny Albertsen. Foto: Lotte Bjarke.


Fra afvikling til udvikling

- Du har vendt situationen fra afvikling til udvikling, sagde bestyrelsesformand Ernst Mittag til den dynamiske direktør, der sammen med medarbejderne har formået at gennemføre det, der på godt dansk hedder en turnaround i det økonomisk udfordrede gartneri.

Det seneste bevis på, at Gartneriet Rosborg i den grad er på sporet, er et 6.500 kvadratmeter spritnyt og topmoderne væksthus til krydderurteproduktion, der erstatter fire, gamle ineffektive huse.

Gartneriet holdt også rejsegilde for det nye hus den 1. juni.

Der bliver etableret en tunnel under vejen fra det nye væksthus til et projekteret nyt, effektivt pakkeri i nabohuset, der ligger et niveau lavere i det skrånende terræn.
Der bliver etableret en tunnel under vejen fra det nye væksthus til et projekteret nyt, effektivt pakkeri i nabohuset, der ligger et niveau lavere i det skrånende terræn. Foto: Lotte Bjarke.


Nybyggeri på stribe

Nybyggeriet er ét i en hel række i gartneriet, der så sent som sidste år kunne tage 4.300 kvadratmeter nyt væksthus i brug. Gartneriet omfatter totalt 110.000 kvadratmeter på flere adresser, hvor der dyrkes krydderurter, blomstrende miniplanter og økologiske krydderurter.

Men det stopper ikke her.

Mens det nye væksthus bliver færdigmonteret under glastaget, arbejdes der også på en tunnel under vejen, der skal gøre det muligt at fragte færdigvarer fra det nye hus til det nye pakkeri, der er projekteret i nabohuset på den skrånende grund.

Sidste år indviede Gartneriet Rosborg et nybygget væksthus på 4.500 kvadratmeter. De nye effektive huse erstatter gamle, ineffektive huse. Målet er at hæve produktiviteten med 50 procent.
Sidste år indviede Gartneriet Rosborg et nybygget væksthus på 4.500 kvadratmeter. De nye effektive huse erstatter gamle, ineffektive huse. Målet er at hæve produktiviteten med 50 procent. Foto: Lotte Bjarke.


Produktiviteten skal øges

De mange tiltag er alle led i den gennemgribende optimering af produktionen, der ifølge Johnny Albertsen er helt afgørende for gartneriets fremtid.

Målsætningen er, at produktiviteten skal op med ikke mindre end 50 procent. Det er nemlig det, der skal til, for at gartneriet kan etablere eksport af danske krydderurter til nabolandene, hvor konkurrenterne har betydeligt lavere omkostninger til for eksempel løn og afgifter.