Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Grønsagsproducent Axel Månsson (i midten) lægger jord til Danmarks første klima- og firmaskov i Langkær ved Brande. Til venstre Christian Bogh, kommunikationsdirektør i Hedeselskabet. Til højre Jens S. Thomsen, næstformand i foreningen Grow for It. (Foto: Lone Barkholt-Søndergaard, Barkholt Foto)

Månsson lægger jord til den første klimaskov

Den første klima- og firmaskov er plantet på landbrugsjord hos Månsson A/S i Brande. Målet er at balancere CO2-udledning.

Danmarks første klima- og firmaskov blev i maj-juni plantet i Langkær ved Brande på jord tilhørende grønsagsproducent Axel Månsson. Skoven er på godt fem hektar.

Klima- og firmaskoven i Brande er den konkrete udmøntning af et forslag fra Grow For It om at etablere et demonstrationsprojekt med det formål at vise industrivirksomheder, hvordan deres CO2-udledning kan balanceres gennem skovrejsning.

Firmaskoven binder CO2 fra atmosfæren svarende til 10 tons CO2 per hektar årligt, hvilket svarer til 15.000 liter traktordiesel årligt, skriver Hedeselskabet, der har doneret tilplantningen.
Foreningen Grow For It har udvalgt træerne til plantningen.


Grønsager med CO2-venligt aftryk

Grow For It kontaktede Axel Månsson, der var positiv over for idéen, og da Hedeselskabet bevilligede det nødvendige tilskud i form af arbejde og træer, blev projektet sat i gang her i foråret.

- Vi ser dette projekt som en del af den store helhed. I vores virksomhedsudvikling med øget økologisk produktion tager vi ansvar for natur og miljø, og ved etablering af en klimaskov kan vi bidrage yderligere.

- Samtidig er vi i stigende grad bevidste om vores generelle samfundsansvar, og vores nye firmaskov er en fin måde at styrke denne strategi på, siger Axel Månsson, der fremover kan levere grønsager med CO2-venligt aftryk.


Varieret beplantning

Beplantningen er meget varieret og er baseret på eg, lind og lærk, men også med avnbøg, bøg, røn og fuglekirsebær. I skovbrynet plantes eg, vildæble, tjørn, hyld, røn, mirabel og flere andre arter.

Skoven er opdelt i to - en lys, åben egeskov med plads til urter i skovbunden og en anden del, der bliver højstammet skov.

- Projektet falder fint ind under Hedeselskabets formålsparagraf, som blandt andet er at udnytte naturressourcer til gavn for samfundet gennem forskning, udvikling og formidling inden for natur, miljø og energi.

- Mange af Hedeselskabets nuværende medlemmer har stor interesse i miljøet, og derfor er det oplagt at støtte et projekt, der udgør et af vores kerneområder, skovrejsning, til en jordnær og håndgribelig mulighed for at balancere den menneskeskabte CO2-udledning, siger kommunikationsdirektør Christian Bogh, Hedeselskabet.


Fremsynet projekt

- Det er fantastisk, at det lykkedes at etablere Danmarks første firmaskov med det specifikke mål at balancere CO2-udledning, siger næstformand i Grow For It, Jens Schiersing Thomsen og fortsætter:

- Vores forening arbejder på at lade folk, penge og jord mødes med det formål at plante træer, der kan opsuge CO2. Det er lykkedes på en meget fornem måde gennem denne skov.

- Det skyldes i stor udstrækning den fremsynethed, som Månsson og Hedeselskabet har udvist i forbindelse med dette demonstrationsprojekt.