Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Formanden for Grønttorvet København John Olsen fortalte i bestyrelsens beretning, at torvet i Valby er godt solgt med en pris over 600 mio. kroner. Desuden arbejder bestyrelsen med en model, der gør det muligt for ældre og ikke-erhvervsaktive medlemmer at forlade Grønttorvet København før foråret 2018. (Foto: Lotte Bjarke)

Historisk generalforsamling

Årets generalforsamling i Grønttorvet København markerede afslutningen på en epoke med Torveporten i Valby som adresse.

Grønttorvet København afholdt den årlige generalforsamling den 31. marts 2016 i Idrættens Hus i Brøndby i en positiv ånd, fred og fordragelighed.

Meget er faldet på plads i det seneste år, og medlemmerne kan nu se frem til en ny epoke, når Copenhagen Markets i Høje Taastrup afløser Grønttorvet København med adresse i Valby.

79 ud af de 136 medlemmer af Grønttorvet København deltog i årets generalforsamling, der vil gå over i historien som den sidste, mens Grønttorvet havde adresse i Valby.
79 ud af de 136 medlemmer af Grønttorvet København deltog i årets generalforsamling, der vil gå over i historien som den sidste, mens Grønttorvet havde adresse i Valby. Foto: Lotte Bjarke.


Vi har opnået det, vi ville

-Vi har sammensat en spændende dagsorden til jer med glædelige nyheder, udfordringer og et forslag, sagde John Olsen, der er formand for Grønttorvet Københavns bestyrelse, da han bød 79 medlemmer og gæster velkommen til generalforsamling.

- Det er en fornøjelse at gå på talerstolen og aflægge beretning i år. Jeg lovede at lægge hånden på kogepladen, hvis ikke Valbygrunden blev solgt til en ordentlig pris. Men vi fandt den rigtige køber. Se her, kogepladen er helt kold, sagde John Olsen, der havde taget en kogeplade med som gimmick.

Han fortalte, at grunden i Valby er solgt på præcis de konditioner, bestyrelsen håbede på. Køber betaler kontant, der er ingen betingelser forbundet med købet, og køber overtager grunden som den er.

Samtidig har Grønttorvet fået forhandlet en rigtig god handel hjem, så den samlede pris ligger over de 600 mio. kroner.

John Olsen havde som bestyrelsesformand for Grønttorvet København lovet at lægge hånden på kogepladen, hvis ikke Valbygrunden blev solgt til en ordentlig pris. Han holdt sit løfte på årets generalforsamling. Kogepladen var iskold, for Grønttorvet har fundet den rigtige køber til grunden.
John Olsen havde som bestyrelsesformand lovet at lægge hånden på kogepladen, hvis ikke Valbygrunden blev solgt til en ordentlig pris. Han holdt sit løfte på årets generalforsamling. Kogepladen var iskold, for Grønttorvet har fundet den rigtige køber til grunden. Foto: Lotte Bjarke.


Copenhagen Markets åbner

Men ikke nok med at salget af Valbygrunden er faldet på plads. Samtidig står de nyopførte bygninger i Høje Taastrup, Copenhagen Markets, klar til at tage imod de første handlende mandag den 4. april 2016. Og også Copenhagen Markets er som planlagt solgt til en investor.

- Der er lagt mange timer i det her arbejde. Også dyre rådgivertimer. Men når man bagefter sidder med en sikker følelse i hjertet, er pengene givet godt ud, sagde John Olsen og tilføjede, at det er en 100 procent enig bestyrelse, der står bag de opnåede resultater.

- Vi går ind i en ny fase i vores forening. Vi skal finde ud af, hvordan kagen skal skæres. I bestyrelsen har vi talt om at arbejde for en løsning, der gør det muligt for ældre og ikke erhvervsaktive medlemmer at komme ud før foråret 2018, hvor vi tidligst kan lukke Grønttorvet København endeligt ned, sagde John Olsen.

Bestyrelsen fik efterfølgende generalforsamlingens bemyndigelse til at arbejde videre med den skitserede model, der vil indebære en selskabsomdannelse fra s.m.b.a. til A/S, hvilket vil betyde, at medlemmerne ejerandele konverteres til aktier og dermed bliver omsættelige.

Administrerende direktør Jens Faarup fremlagde årsrapporten for Grønttorvet København for generalforsamlingen. Koncernens resultat var -53,1 mio. kroner efter skat, men den basale torvedrift gav et overskud på 18 mio. kroner.
Administrerende direktør Jens Faarup fremlagde årsrapporten for Grønttorvet København for generalforsamlingen. Koncernens resultat var -53,1 mio. kroner efter skat, men den basale torvedrift gav et overskud på 18 mio. kroner. Foto: Lotte Bjarke.


Overskud på torvedriften

Jens Faarup, der er administrerende direktør for Grønttorvet København, gennemgik selskabets årsrapport, der trods temmelig store negative tal blev betragtet som acceptabel. Bag tallene gemmer sig et kompliceret regnestykke med byggeri, grund- og projektsalg og en lang række andre faktorer.

Koncernens resultat for 2015 udgør -53,1 mio. kroner efter skat. Årets resultat før skat på -58,3 mio. kroner består af resultatet af primær drift på -33,4 mio. kroner og finansielle udgifter på 24,8 mio. kroner. Resultatet af den basale torvedrift er et overskud på 18 mio. kroner.

- Nu står huset der (Copenhagen Markets /red.), og det er også solgt. Og grunden er også solgt. Nu er der lukket og slukket for de omkostninger. Vi havner trods et dårligt resultat med en højere egenkapital på 278 mio. kroner, da det har været naturligt at opskrive grundens værdi, sagde Jens Faarup.

Bestyrelsens beretning og årsrapporten blev taget til efterretning af generalforsamlingen med klapsalver. Der var genvalg til samtlige bestyrelsesmedlemmer på valg.