Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Igen i 2015 blev der fundet færre pesticidrester i dansk frugt og grønt. Den gode nyhed er kommenteret af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som fastslår, at man trygt kan sætte tænderne i danske æbler. (Foto: Colourbox)

Færrest rester i dansk frugt og grønt

Endnu en gang viser resultaterne fra pesticidkontrollen i 2015, at dansk frugt og grønt indeholder færre pesticidrester.

Danske produkter indeholder fortsat generelt færre pesticidrester end udenlandske. Det er konklusionen i Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttets nye rapport om pesticidrester i danske fødevarer 2015.

- Endnu en gang viser rapporten, at vi her i Danmark har nogle ansvarlige avlere, der sørger for at begrænse mængden af pesticidrester, vi får ind i kroppen, når vi spiser frugt og grønt, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Danske forbrugere kan sætte tænderne i et æble uden at frygte, at det er smækfyldt med skadelige pesticider, og det dokumenterer disse resultater sort på hvidt, at de fortsat kan, siger Esben Lunde Larsen.


Niveau som tidligere

I 2015 blev der på det danske marked udtaget i alt 2.585 prøver af fødevarer, som er analyseret for cirka 309 forskellige pesticider. Heraf var de 671 prøver af konventionel frugt og 848 prøver af konventionelle grønsager.

Der blev fundet pesticidrester i 67 procent af alle prøver af konventionel dyrket frugt og i 39 procent af alle prøver af konventionel dyrket grønt.

Grænseværdien, MRL, i konventionelt produceret frugt og grønt er overskredet i henholdsvis 1,8 og 2,2 procent af prøverne.

I 2015 blev der udtaget i alt 671 prøver af konventionelt dyrket frugt – friske og dybfrosne. Heraf var de 112 prøver dansk produceret, 337 prøver var produceret i andre lande i EU, og 222 prøver var produceret i lande uden for EU.
I 2015 blev der udtaget i alt 671 prøver af konventionelt dyrket frugt – friske og dybfrosne. Heraf var de 112 prøver dansk produceret, 337 prøver var produceret i andre lande i EU, og 222 prøver var produceret i lande uden for EU. Foto: Colourbox.


Dansk frugt

I dansk produceret frugt er der rester i 52 procent af prøverne. I frugt fra andre EU-lande er der fundet rester i 69 procent, mens tallet for frugt fra lande uden for EU er 73 procent.

For femte år i træk er der ikke fundet overskridelser af grænseværdier, MRL, i dansk frugt. Der blev fundet overskridelser af MRL i henholdsvis 0,9 og 4,1 procent af prøverne for frugt produceret i henholdsvis EU og i lande uden for EU.


I 2015 blev der udtaget i alt 848 prøver af konventionelt dyrkede grønsager – friske og dybfrosne. Heraf var de 288 prøver danske, 338 prøver var produceret i EU, og 222 prøver var produceret udenfor EU.
I 2015 blev der udtaget i alt 848 prøver af konventionelt dyrkede grønsager – friske og dybfrosne. Heraf var de 288 prøver danske, 338 prøver var produceret i EU, og 222 prøver var produceret udenfor EU. Foto: Colourbox.


Dansk grønt

I dansk producerede grønsager er der fundet rester i 23 procent af prøverne, mens antallet for grønsager produceret i EU og udenfor EU er henholdsvis 50 og 42 procent.

Der blev fundet overskridelse i to dansk producerede grønsager, svarende til 0,7 procent. Det drejer sig om:

  • Én prøve af estragon med fund af permethrin.
  • Én prøve med squash med fund af hexaconalzol.

I begge tilfælde var der tale om signifikante overskridelser.

Der blev fundet overskridelser af MRL i henholdsvis 0,9 og 6,0 procent af grønsager produceret i EU og uden for EU.


Multiple fund


Der er en større andel af stikprøver med multiple fund i udenlandske prøver end i danske.

Der var 31 procent prøver med multiple fund i samtlige udenlandsk produceret frugt, grønt, ceralier og forarbejdede fødevarer. Det tilsvarende tal for danske varer er 10 procent.

Der blev i 2015 fundet en prøve af chili fra Indien med ikke mindre end 14 forskellige pesticidrester.


Økologi

I 2015 blev der udtaget 226 prøver solgt som økologisk produceret, heraf 67 prøver af frugt og 100 prøver af grønsager.

I seks prøver (2,7 procent) – en dansk og fem udenlandske – var der påvisninger af pesticidrester:

  • En bredbladet persille fra Danmark (prosulfocarb)
  • Tre agurkeprøver fra Spanien (spinosad)
  • En pæreprøve fra Holland (chlormequat)
  • Bygmalt fra Polen. 

I ingen tilfælde blev der vurderet, at der var tale om en tilsigtet anvendelse og dermed en overtrædelse af økologireglerne.


Bemærkning

Resultaterne fra pesticidrestkontrollen refereres med stor interesse af store dele af pressen. Desværre har Ritzau som overskrift i sin pressemeddelelse, som bruges af mange andre medier, skrevet, at ”Danske æbler er mindre giftige end de udenlandske”.

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet vurderer, at de pesticidrester, der kan forekomme i fødevarer på det danske marked, ikke bør give forbrugerne anledning til sundhedsmæssige bekymringer.

Fødevarestyrelsen opfordrer stadig til at indtage mindst 600 gram frugt og grønsager om dagen, idet øget indtag af frugt og grønt har en sundhedsfremmende effekt.


Rapporten findes kun elektronisk.

 


Tagget med Plantebeskyttelse