Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Torsdag den 17. marts var der demonstration af en nyudviklet på- og udlægger til fiberdug og insektnet hos Axel Månsson A/S i Brande. (Foto: Pernille Kynde)

Demonstration af udlægger til fiberdug

En nyudviklet og skånsom udlægger til fiberdug og insektnet kan arbejde med bredder op til 20 meter.

Godt 10 frilandsgartnere og andet godtfolk var samlet torsdag den 17. marts for at se en demonstration af en nyudviklet hollandsk på- og udlægger til fiberdug og insektnet

Maskinen kan håndtere store bredder, og håndteringen af dugene sker skånsomt over for afgrøderne.


Fra 12 til 20 meter

Det var Yding Smedie, som inviterede til demonstration af nyudviklingen hos Axel Månsson A/S i Brande. Maskinen, som hedder Agro Reel System E15052, kan arbejde med fiberduge og insektnet fra 12 meter og helt op til 20 meters bredde.

Maskinen er konstrueret således, at håndteringen af de forskellige typer materialer er enkel, hvorved der kan spares mange mandetimer.

Nye ruller fiberdug skal først ’rulles om’. Det vil sige, at de skal af den rulle, de er leveret på, og rulles op på den rulle, der hører til maskinen. Den originale rulle, der sidder på maskinen, er bredere end de typer ruller, der hidtil har været anvendt i Danmark.

Der findes et kit til maskinen, så det er muligt at anvende eksisterende ruller, som forefindes på gartnerierne.

Agro Reel System E15052 er foldet ud og klar til montering af fiberdugen.
Agro Reel System E15052 er foldet ud og klar til montering af fiberdugen. Foto: Pernille Kynde.


Duer ikke i modvind

Traktorføreren regulerer hastigheden på rullen fra kabinen, så den hele tiden passer med fremkørselshastigheden.

Maskinen kan lægge dug ud ved vindhastigheder på op til 6 meter pr. sekund, når vinden kommer bagfra. Den kan også bruges, når vinden kommer fra siderne, men ikke når der er vind forfra.

Udlægning af fiberdug, som ved demonstrationen blev fastholdt med sandsække.
Udlægning af fiberdug, som ved demonstrationen blev fastholdt med sandsække. Foto: Pernille Kynde.


Bøjle og hydraulisk topstang

Selve bøjlen med hornene i siderne skal kunne justeres, så de stort set når helt ned til jorden for at opnå den bedste udlægning. Derfor er det en fordel at have en hydraulisk topstang.

Alternativt kan man undlade at bruge bøjlen, men så skal dugen ud igennem to ’øjne’ for at blive rullet rigtigt ud uden at komme til at hænge fast i maskinen.

Man kører forlæns, når man lægger dugen ud, og kører baglæns når den skal tages af igen. Alternativt kan man frontmontere maskinen.

Maskinen foldet sammen i transportstilling. Fiberdugen kan også lægges ud uden brug af bøjlerne, men så skal dugen ud igennem de to gule ’øjne’.
Maskinen foldet sammen i transportstilling. Fiberdugen kan også lægges ud uden brug af bøjlerne, men så skal dugen ud igennem de to gule ’øjne’. Foto: Pernille Kynde.


Mange fordele

Under demonstrationen blev der lagt sandsække på,. Det er dog ikke praksis i Danmark, hvor man oftest lægger jord ind over kanterne i stedet.

Blandt fordelene ved maskinen kan nævnes:

  • Kræver mindre mandskab til udlægning og indtagning.
  • Man undgår at skulle gå i afgrøden/på bedene, men behøver kun at færdes i køresporerne.
  • Ved pålægning og aftagning undgår man at skulle trække dugen hen over planterne, hvilket mindsker risikoen for slidskader på planterne.
  • Kan anvendes til fiberdug fra 17 gram pr. kvadratmeter, insektnet, fuglenet med videre.


Markedsføring
i Norden

Det er den hollandske virksomhed BSE YMOND BV, der producerer maskinen Agro Reel System E15052.

Yding Smedie A/S markedsfører maskinen i hele Norden.

Prisen ligger på 245.000 kroner.