Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Det første gardinanlæg med gardiner af typen New Harmony fra Svensson er blevet monteret i det hollandske Gerbera gartneri Oranjepolder i Maasdijk. Flere anlæg er på vej også i Danmark. (Foto: AB Ludvig Svensson)

Bedre lys med nye gardiner

Gennem de senere år er det blevet kendt, at diffust lys fremmer plantevækst. En ny type gardiner spreder lyset optimalt.

Når man går under gardiner, der spreder solens stråler – gør lyset diffust – kan man opleve, hvordan skyggerne forsvinder.

Det sker, fordi solstrålen ikke bare rammer et sted – som den gør, hvis den uhindret rammer planter eller strukturer – men spredes på sin vej mod planten, så lyset populært sagt kommer alle vegne fra.

Det betyder, at sollysets energi kan udnyttes bedre i en væksthuskultur, selv om det forekommer mærkeligt, når der er hængt gardiner op, der jo synes at skygge for solen.

Men lyset spredes, når det går gennem gardinerne, og det diffuse lys trænger dybere ned i planten og gør bladene mere aktive i deres fotosyntesearbejde. Samtidig opnås en bedre og mere ensartet fordeling af lys i hele væksthuset.


32 procent mere lys

Den svenske gardinproducent AB Ludvig Svensson har produktudviklet på sine gardiner for at opnå endnu mere diffust lys under gardinanlægget.

Resultatet hedder New Harmony, der ifølge producenten præsterer at yde op til ikke mindre end 32 procent mere lys, end planterne ville have fået under det klassiske Harmony gardin.

Lysmåling med PAR sensorer udført gennem to identiske væksthussektioner med hver deres gardintype afslørede den signifikante forskel, som ikke alene planterne men også arbejdsmiljøet under gardinerne nyder godt af.


Testet i Danmark

New Harmony blev introduceret ved Horticulture Business Days i Gorinchem, Holland 16.-18. februar 2016, hvor nyskabelsen tiltrak sig stor opmærksomhed.

Det første anlæg er netop blevet monteret i Gerbera gartneriet Oranjepolder i Maasdijk. I Danmark er det blevet testet hos Knud Jepsen A/S.