Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Pebertræer og basilikumtræer markedsføres i serien Kitchenchef fra den israelske planteforædler Hishtil som det grønne pift, man selv kan dyrke i vindueskarmen. (Foto: Lotte Bjarke)

Spiselige prydplanter hitter

Grow your own trenden medfører, at FlowerTrials også handler om spiselige planter.

Når planteforædlere og småplanteproducenter holder åbent hus i forbindelse med FlowerTrials i Tyskland og Holland i uge 24, er det ikke længere kun en mulighed for at orientere sig i sortimentet af traditionelle potteplanter.

Rigtig mange af virksomhederne har udviklet serier og koncepter med det, man kan kalde spiselige prydplanter.

 
Kientzler havde skabt et spændende miljø med spiselige planter i kummer og krukker som inspiration til, hvordan man kan dyrke frugt og grønt på altanen eller terrassen. Foto: Lotte Bjarke.

 
Ny vinkel på grønsagsforædling

Vil man producere spiselige prydplanter til et voksende marked, nytter det ikke noget bare at putte grønsagsproducenternes frø i pottejorden.

Der gælder helt andre succeskriterier, når frøet både skal udvikle sig til en dekorativ plante, der er til at styre under små forhold og samtidige give et pænt udbytte af velsmagende produkter.

Her kommer planteforædlerne ind i billedet. Ikke kun grønsagsforædlere men også prydplanteforædlere, der er fokuserede på prydværdi.

Det må være baggrunden for, at mange af prydplanteindustriens forædlingsvirksomheder har brugt ressourcer på at udvikle serier af spiselige planter.


Zucchini Easy Pick fra PanAmerican Seed er en super flot krukkeplante uden pigge og med mere kompakt og åben vækst end gængse zucchini sorter. Foto: Lotte Bjarke.

 
Mange muligheder

Mængden af spiselige prydplanter er vokset markant på FlowerTrials gennem de senere år.

Jordbærplanter med store, røde blomster, stedmoderblomster til salatskålen og tomatplanter så kompakte, at de kan dyrkes – og høstes – selv om man kun har en smal vindueskarm til rådighed.

I de rigtige forædlerhænder og med den rette eksponering er det forbløffende, hvor mange grønsager og krydderurter, der egner sig som prydplanter.

Aubergine med smukke lilla blomster og flotte frugter, zucchini med elegant skulpturel vækst og opstammede træer af Capsicum, der er podet på en lille stamme, blot for at nævne nogle.


Ocimum Trybasil fra PanAmerican Seed er et godt eksempel på, hvor dekorative duftende og velsmagende krydderurter kan være. Foto: Lotte Bjarke.

 
Dekorative krydderurter

Krydderurter er et oplagt element i sortimentet af spiselige prydplanter, for rigtig mange krydderurter er jo fra naturens hånd dekorative stauder med den sidegevinst, at de både dufter og smager.

Basilikum er en af de krydderurter, forbrugerne elsker, og er derfor natuligt nok en krydderurt, forædlerne har et godt øje til. Hidtil har for eksempel succes med en småbladet type, der stammes op til et dekorativt basilikumtræ.

PanAmerican Seed illustrerede i sit spiselige hjørne på FlowerTrials, hvor flot det kan se ud, når rød- og grønbladede i produktet Ocimum Trybasil, produceres fra multi pellets med frø af forskelligfarvede sorter.