Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Solveig Lassen er chef i frugt- og grøntafdelingen i SuperBrugsen i Ulsnæs Centret, Gråsten, hvor hun er dedikeret til opgaven med at fremhæve varer fra lokale leverandører. ”Det går så godt, at vi er næsten helt oppe at ringe”, siger hun på klingende sønderjysk. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Solveig går all in for lokale varer i Gråsten

SuperBrugsens frugt- og grøntafdeling i Gråsten har lokale varer på hylderne, lige så længe producenterne kan levere.

SuperBrugsen i Gråsten slår et stort slag for lokale varer på hylderne.

I frugt- og grøntafdelingen gør chefen Solveig Lassen en stor og helhjertet indsats for at promovere de lokale producenter, blandt andre Hestehavegård Frugtplantage, grønsagsproducent Carsten Elholm, Mejlsmark Gårdpakkeri, Ryesminde Mosteri og Hviids Biavl.

- Vi har stort set kun danske æbler og pærer på hylderne, så længe vi får leveret fra Hestehavegård. Vi sælger dem i løs vægt, det kan kunderne godt lide. Fyld posen for 24 kroner, fortæller chefen for frugt- og grøntafdelingen Solveig Lassen, der i denne uge har solgt 50 kasser frugt fra Hestehavegård Frugtplantage.


Hestehavegård Frugtplantages æbler og pærer bliver godt brandet i SuperBrugsen i Gråsten. Lige nu kan kunderne vælge mellem sorterne Gråsten, Delcorf, Aroma, Cox’s Orange, Ingrid Marie, Gala, Clara Frijs og Concorde. Foto: Annemarie Bisgaard.


Svalekølet frugt- og grøntafdeling

Ud over ni danske æble- og pæresorter fra Hestehavegård Frugtplantage samt en mindre mængde poseæbler fra Din Fynske Frugthave har SuperBrugsen i Gråsten lige nu kun udenlandske Golden Delicious og Gala i løs vægt samt Pink Lady i bakker.

De udenlandske æbler og de fynske poseæbler har ikke nogen fremtrædende plads i den store frugt- og grøntafdeling, der er omgivet af glasvægge og kølet ned til 14 grader, så varerne holder sig friske.


Frugt- og grøntafdelingen i SuperBrugsen, Gråsten, er omgivet af glasvægge, og temperaturen i rummet holdes på cirka 14 grader. Foto: Annemarie Bisgaard.


God branding af lokale varer

- Der er et godt salg i at have lokale varer. De er topfriske, og der følger en historie med. Mange kunder kender jo leverandørerne.

- Så vi sørger for, at deres varer får en god placering og bliver brandet godt i butikken, fortæller Solveig Lassen, der har arbejdet i SuperBrugsen Åbenrå i 33 år, inden hun kom til Gråsten for godt et par år siden.


Frugt- og grøntassistent Leah Gewitz fylder op med flotte danske rødkål, hvidkål og kålrabi fra grønsagsavler Carsten Elholm på Sydals. I baggrunden fine kæmpegræskar fra Hestehavegaard Frugtplantage. Foto: Annemarie Bisgaard.


Har øget omsætningen med én million kroner

Solveig Lassen er oppe på dupperne. Hendes entré i frugt- og grøntafdelingen i Gråsten har haft effekt på afdelingens bundlinje, selv om både Netto og Fakta også har til huse i centret.

Allerede det første år øgede Solveig Lassen omsætningen med godt én mio. kroner i frugt- og grøntafdelingen, der strutter af flotte, friske varer overalt.

- Det er nu ikke kun de lokale varer, der rykker, men vi tænker også på bredden og kvaliteten hele vejen rundt. Og så understøtter vi med aktiviteter, forklarer Solveig Lassen med et kæmpesmil og peger på ugens smagsprøver af æblekager i butikkens indgangsparti og tilbud på flotte Gråsten æbletræer.


SuperBrugsens bager i Gråsten tilbyder i efterårsferien smagsprøver på og salg af æblemuffins, æbletærter og æblesnitter i en lille bod pyntet med lokale æbler og æbletræer lige ved butiksindgangen. Foto: Annemarie Bisgaard.


Sidste år plantede borgerne i Gråsten 600 æbletræer i området i forbindelse med Gråsten æblefestival. Frugt- og grøntafdelingen i SuperBrugsen, Gråsten, har flotte træer af sorten som en del af efterårssortimentet.