Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Det er ikke hensigtsmæssigt og snart ikke tilladt at forære eller sælge plantebeskyttelsesmidler til anvendelse i landbrug og gartneri til almindelige haveejere. (Foto: Colourbox)

Slut med professionel kemi i haverne

Plantebeskyttelsesmidler til landbrug og gartneri bliver fra næste efterår kun for professionelle.

Haveejere er normalt ikke uddannet til at bruge plantebeskyttelsesmidler.

For private bliver det derfor fra 26. november 2016 kun tilladt at købe produkter, som er klar til brug.


Du må ikke sælge eller forære sprøjtemidler til haveejere

Som landmand eller gartner kan du – ved at dokumentere din uddannelse til at sprøjte – blive autoriseret til at købe midler, som må anvendes af professionelle.

En undersøgelse af haveejernes anvendelse af plantebeskyttelsesmidler viser, at 12 procent har købt eller fået deres midler fra landmænd. Det vil ikke fremover være tilladt.

Selv om det af hensyn til det gode naboskab kan være fristende at levere lidt ’kemi’ til naboen, er det af flere grunde ikke hensigtsmæssigt:

  • Det er svært for utrænede at ramme den korrekte dosering.
  • Håndtering af koncentreret produkt uden det rette udstyr giver en risiko for punktkildeforurening.
  • Mange produkter til landbrug og gartneri er ikke godkendt til anvendelse i haven.
  • Der er risiko for, at midlet bliver hældt om i uoriginal emballage og ikke bliver opbevaret korrekt.
  • Koncentrerede produkter og opbevaring i uoriginal emballage i hjemmet udgør en fare for især børn.


Kampagne rettet mod haveejere


Miljøstyrelsen, DANVA, Foreningen af Vandværker i Danmark, Danmarks Naturfredningsforening samt en stor gruppe lokale aktører rundt om i landet gennemfører i marts-april kampagner rettet til haveejerne.

I landbruget er brugerne uddannet til at anvende plantebeskyttelsesmidler professionelt og ansvarligt, og en række regler sikrer mod punktkildeforurening af grundvand.

Det er i fælles interesse, at også de private brugere sikres og omgås midlerne korrekt og fagligt ansvarligt.

 


Tagget med Plantebeskyttelse