Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Palmetrips skader planterne både ved at suge plantesaft og ved at smitte planterne med forskellige vira. Derfor må gartnerier med angreb af palmetrips ikke videresælge planter. (Foto: J. Guyot, INRA, Pointe-à-Pitre, Guadeloupe (FR). (Fra Eppo Global Database).)

Palmetrips er igen ude af Danmark

NaturErhvervstyrelsen har ikke fundet flere palmetrips i kontrollen. Alarmen er dermed afblæst.

NaturErhvervstyrelsen har netop afsluttet kontrollen hos de gartnerier, der har modtaget planter fra den leverandør, som oprindeligt var mistænkt for at sprede smitten til Danmark.

Styrelsen har undersøgt 22 gartnerier udover det oprindelige nordjyske gartneri, hvor en af styrelsens plantekontrollører først fandt Thrips palmi.

- Fund af palmetrips kan have rigtigt store økonomiske konsekvenser for gartnerier og væksthuse, fordi virksomhederne kan blive tvunget til at destruere deres planter. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi ikke har fundet flere palmetrips i andre gartnerier, fortæller Kristine Riskær, som er enhedschef i NaturErhvervstyrelsen.


Kun velkendte trips fundet i gartnerierne

Det nordjyske gartneri, hvor en plantekontrollør fandt palmetrips, havde fået krydderurter med palmetrips fra et udenlandsk gartneri.

NaturErhvervstyrelsens kontrol har derfor fokuseret på andre gartnerier i Danmark, som har fået planter fra samme udenlandske gartneri.

Der er fundet andre tripsarter på flere af gartnerierne, men laboratorieundersøgelser har vist, at det udelukkende er trips, som er almindelige i Danmark og ikke har de samme alvorlige konsekvenser for gartnerierne.


Høj plantesundhed i danske gartnerier

Danske gartnere er dygtige, og derfor overrasker det ikke Kristine Riskær, at når et planteskadedyr endelig findes på et dansk gartneri, så er den kommet ind fra udlandet.

Udover kontrollen af planter fra samme leverandør har styrelsen også kontrolleret gartnerier og væksthuse, som har modtaget partier af krydderurterne fra det berørte nordjyske gartneri. Der er heller ikke fundet palmetrips under denne kontrol.

Palmetrips er meget skadelig for et bredt udsnit af planter hos de professionelle planteproducenter. De små trips, som er cirka 1 millimeter lange, kan destruere en hel produktion eller et lager med planter eller gøre et parti usælgeligt.

Læs tidligere artikel om palmetrips her.