Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Et abonnement på en måltidskasse kan udover ny inspiration til kunderne også være med til at mindske madspildet. (Foto: Stig F. Nielsen)

Måltidskasser giver mindre madspild

En kasse med råvarer og tilbehør leveret ved døren kan være med til at mindske madspildet, viser erfaringerne.

Når en måltidskasse indeholdende kød, fisk, grønsager og tilbehør til et bestemt antal dage afmålt i mængder, så det passer til det antal personer, kassen er bestilt til, oplever forbrugerne, at alle kassens råvarer bliver brugt op.


Spild fra frugt- og grøntkasser udviklede måltidskasser

Ifølge Aarstiderne var det netop kundernes klager over madspild, der fik dem til at udvikle deres måltidskasser for 10 år siden.

Virksomheden oplevede, at kunderne opsagde deres abonnement på frugt- og grøntkasserne, fordi de ikke fik brugt alt og måtte smide en del ud. Derfor udviklede de måltidskasserne.

Virksomheden retnemt.dk har for nyligt sendt et spørgeskema ud til 2.000 af deres kunder. 800 svarede, og af dem oplever 76 procent, at de smider mindre mad ud efter at have fået måltidskasserne.


Danske forbrugere er dårlige planlæggere

Måltidskasserne passer perfekt til de danske forbrugere, idet de ifølge ph.d. og lektor Niels Kornum, Institut for Afsætningsøkonomi, ikke planlægger særlig godt.

De færreste forbrugere lægger en plan på ugebasis, men lader sig inspirere i butikken. Måltidskasserne, som ofte også indeholder opskrifter, hjælper forbrugeren med at få ny inspiration og til at få lavet varierede måltider.

Specielt i børnefamilierne kan måltidskasserne være med til at nedbringe madspildet. Når børnefamilierne selv køber ind og tilbereder mad, er der en tendens til, at de får lavet alt for store portioner af for eksempel ris, kartofler og pasta, som i sidste ende bliver smidt ud, skriver Politiken Spis&Bo.


Pensionister og midaldrende køber måltidskasser

En typisk abonnent på en måltidskasse fra eksempelvis Aarstiderne og Skagensfood er en sjællandsk pensionist eller en midaldrende med en høj indkomst. Det viser en undersøgelse foretaget af TNS Gallup.

I alt har cirka otte procent af den voksne danske befolkning haft abonnement på kasserne med frisk kød, fisk, frugt og grønt i løbet af det seneste år.

Undersøgelsen gør samtidig op med myten om, at det er dyrere at handle ind til aftensmaden over nettet. Faktisk viser den, at man kan spare tid og penge ved at droppen turen til supermarkedet.

Kun to procent af danskerne køber dagligvarer i netbutikker som nemlig.com, irma.dk eller Osuma, skriver fødevarewatch.dk.