Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Interesserede og nysgerrige gartnerelever fra Vilvorde på septemberbesøg hos Hydraflower i Holland.

Grøn studietur til Holland

30 elever fra første hovedforløb samt to lærere fra Vilvorde, Roskilde Tekniske Skole, besøgte ni virksomheder på en studietur til Holland.

Både væksthus- og produktionselever var med i bussen, da 30 elever fra første hovedforløb på Vilvorde RTS tog på fem dages studietur til Holland i september.

Foran sig havde de et alsidigt program med ni virksomhedsbesøg for at blive klogere på planteskoler, væksthuse, handel og bæredygtighed.


Besøg hos den biodynamiske skole, landbrug og gartneri Warmonderhof i Dronten. Guiden Sune, som er elev på skolen, forklarede om dyrkningsmetoderne og gødningsprincipperne i skolens grønsagsproduktion.



Biodynamisk landbrugsskole

Vores første dag startede med rundvisning på den biodynamiske landbrugsskole Warmonderhof i Dronten, hvis 80 hektar ligger midt i ’Europas største grønsagshave’. Det er et område med cirka 50.000 hektar meget frugtbar jord, som sælges til priser på omkring 100.000 euro pr. hektar.

På Warmonderhof dyrker de blandt andet grønsager både på friland og i væksthus, og der afsættes såvel lokalt som til industrieksport.

Landbrugsskolen har eksisteret siden 1947 og har pt 80 fuldtids- og 150 deltidselever tilknyttet. Interessant her er også, at selve skolen er statsdrevet, mens jorden er ejet af en fond, som jordbrugerne på stedet lejer jorden af.


Hos rosengartneriet Nolina i Woubrugge produceres der roser både i potter og på friland. På trods af den høje grad af automatisering må planterne i kanten af bordene stadig håndvandes.



Økologisk planteskole med virusfrie grundstammer

I samme område besøgte vi Van Diepen, som er en af Hollands førende planteskoler indenfor produktion af grundstammer og frugttræer med særlig fokus på produktion af æbletræer, hvor de har cirka 26 forskellige sorter.

Virksomheden har eksisteret i over 50 år og udmærker sig ved løbende at udvikle bedre og sundere træer og grundstammer. Planteskolen strækker sig over et areal på cirka 60 hektar, hvoraf de tre hektar er økologisk dyrket.

Et centralt princip for Van Diepen er, at de altid kan garantere virusfrie grundstammer. Selvom planteskolen bliver drevet efter andre principper end den biodynamiske landbrugsskole, er der fokus på at løse udfordringerne ved den økologiske produktion, som man forventer bliver meget mere efterspurgt fremover.


Besøg hos planteskolen Bulk i Boskoop med rundvisning i deres demonstrationshave, som er designet af havearkitekten Piet Oudolf.


Planter og atter planter …


Hollænderne elsker virkelig planter. Det er som om, at hver en kvadratcentimeter jord i Holland er tilplantet. Folk dyrker haver på de mindste arealer, i krukker, i lygtepælene og mellem fliserne på gaderne.

Vi fik et indblik i dette ved en spændende byvandring i Leidens grønne gader, og i Leidens gamle botaniske så vi en fine plantesamling. Stort indtryk gjorde en smuk og kæmpestor Ginkgo Biloba og ligeså imponerende store åkander Victoria cruziana i havens viktorianske glashus.

Turens sidste dag tilbragte vi i Boskoop-området, hvor vi i den meget hyggelige planteskole Esveld blandt andet så en stor samling af Acer. På planteskolen Bulk var det fantastisk at se næsten en hel park af moderplanter.


Elever fra første hovedforløb og lærere fra Vilvorde, Roskilde Tekniske Skole, var fem dage i september på studietur i Holland.



Inspirerende studietur

Dette var et bare udpluk af, hvad vi oplevede på en spændende og inspirerende studietur, hvor vi blev mødt af stor gæstfrihed og utrolig positiv modtagelse overalt.

Venlige og oprigtige hollændere, som med stor passion viste os rundt på deres sted og besvarede tålmodigt vores mange spørgsmål. Jo, mon ikke mange af os synes, at Holland kalder på et snarligt gensyn…


Vi vil gerne sige stor tak til Kirsten Wiedemann Fonden, Nord Rosen Fonden samt Rita og S. Knudsen Fonden for stor venlighed og støtte.

Uden deres hjælp ville det være svært at holde økonomien på et niveau, hvor alle kunne komme med. Også en stor tak til vores gode chauffører for kompetent og sikker kørsel.