Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På workshoppen om produktspild blev de medbragte varer fra deltagerne analyseret i et salgs- og forarbejdningsperspektiv. (Foto: Jens Jørgensen)

Diskussion om værdien af restprodukter

Der er potentiel værdi og arbejdspladser i at udnytte de råvarer, som ellers går til spilde ude hos producenterne.

Gartnere og forarbejdere af fødevarer mødtes til workshop 9. december i AgroTechs Foodture Lab. Målet med workshoppen var at diskutere madspild på initiativ af Region Midtjylland.

På workshoppen blev der regnet på forretningspotentialet i seks udvalgte eksempler fra frugt- og grøntproducenter, og der blev set på mulighederne for nye arbejdspladser.

Et groft skøn for Region Midtjylland lyder på en produktværdi på cirka. 40 mio. kroner og 17 mio. lønkroner alene i primærledet.


Eksempler på produkter, der går til spilde, medtages til workshoppen om produktspild hos producenter. Foto: Jens Jørgensen.


Nye supper og nye madkasser

De inviterede deltagere mødte alle hinanden ved en effektivt styret netværksproces, og der blev diskuteret ivrigt og smagt på medbragte produkter, der alle havde det særkende, at de i øjeblikket går til spilde, og kun udgør nytte som ny næring på markerne.

Fødevarevirksomhederne var tydeligt overraskede over spildet. Det gav anledning til livlig diskussion af muligheder og til at fremkomme med ideer – også til helt nye produkter.

Nye supper og distributions-madkasser bliver sandsynligvis de umiddelbart lavt hængende frugter som resultat af de fire timers indsats på workshoppen.


Workshoppens deltagere mødte hinanden i de særligt indrettede lokaler i AgroTechs Foodture Lab, Skejby
.


Dansk fødevaresikkerhed er vigtig

På workshoppen blev der også snakket om barrierer for de fundne muligheder. Fødevaresikkerhed og -kontrol er udfordringer men også vigtige for at have et højt sikkerhedsniveau.

Fødevaresikkerhed er måske netop det argument, der vejer tungt i den positive forventning til forbrugernes accept af nye lokalproducerede kvalitetsprodukter.

Desuden er oprindelse, god information og det vægtige argument om nedbringelse af madspild noget, der kan give genklang blandt forbrugerne, og måske særligt hos de unge familier.


Afskallede og små løg ender som kompost i dag. Foto: Jens Jørgensen.


De spildte bær


Bær er nogle af de produkter, der har interesse, når talen er på madspild. Frugtsukkeret i de danske bær kan bruges til nye drikke, ikke mindst som gærede eller destilleret til alkohol.

En stærk trend med cocktails ved mange lejligheder ses som udviklingsområde for helt nye skandinaviske smagsvarianter.

Region Midtjylland har med dette initiativ gødet jorden for nye samarbejder og dannet basis for eventuelle demonstrationsprojekter.


Emner som forbrugermålgruppe og CSR ved anvendelse af madspild blev særligt behandlet. Foto: Jens Jørgensen.