Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Discountbutikkerne havde ifølge Dansk Retail Institute 40,5 procent af markedet i 2014 mod 29,3 procent i 2008. (Foto: Marie Trolle)

Discountkæder dominerer i Danmark

I løbet af to år er der kommet 100 nye discountbutikker i Danmark. I 2015 åbner discountbutik nummer 1.600.

Ved udgangen af 2014 var der i alt 2.987 butikker, der hovedsageligt sælger fødevarer og andre dagligvarer.

Over halvdelen af butikkerne – 1.593 – var discountbutikker med relativt begrænset sortiment på hylderne, op til omkring 2.500 varer.

Danmark har ikke mindre end seks forskellige discountkæder. Netto er den største med 461 butikker. Herudover er der Fakta, Rema 1000, Lidl, Aldi og Kiwi, skriver Dansk Handelsblad i magasinet ’Hvem er hvem - Dansk Dagligvarehandel 2015’.


Færre nærbutikker – flere discountbutikker

Det samlede antal dagligvarebutikker er faldet over de senere år, fordi små nærbutikker og minimarkeder lukker. Til gengæld kommer der flere discountbutikker til.

Fremgangen sker på bekostning af andre butikstyper som varehuse og supermarkeder, der tidligere dominerede dagligvarehandlen, men som nu går tilbage, både i andele af den samlede omsætning og i antal.

Landets næststørste kæde, SuperBrugsen, er en undtagelse fra den generelle udvikling. Med en nettotilgang på en enkelt butik til 229 i 2014 og en fremgang i omsætning og markedsandel til 11,9 procent skiller den sig ud.


Coop tuner Fakta

Coops discountkæde Fakta har i de seneste år været igennem en turbulent periode, hvor store overskud er vendt til underskud på et tidspunkt, hvor kæden byggede mange nye butikker.

Coop arbejdede sidste år kraftigt på at vende den negative udvikling med et nyt koncept. Alle Fakta butikker skal i løbet af 2015 og 2016 indføre det nye koncept, hvor der samlet bliver investeret for 300 mio. kroner i modernisering af butikkerne.

Samtidig har Coop sat en bremse på udbygningen af nye Fakta butikker. I 2015 kommer de foreløbigt sidste nye til, så der bliver i alt 450 Fakta butikker.


Netto fortsætter udbygningen

Dansk Supermarked har ingen planer om at stoppe med at bygge nye Netto butikker. I 2015 skal der komme 15 nye oveni de eksisterende 461.

Netto har ifølge Retail Institute en markedsandel på 14,6 procent. Nettos salg udgør en større og større andel af den samlede omsætning i Dansk Supermarked.

Føtex og Bilka kæmper for at fastholde deres positioner.


Rema 1000 ligger i front blandt købmændene

Landets selvstændige købmænd har mistet markedsandele gennem årene. Set under ét har deres kæder en fjerdedel af markedet i 2014. I forhold til året før er der tale om en fremgang

Fremgangen skyldes udelukkende en enkelt aktør, nemlig norskejede Rema 1000, hvor købmændene i den enkelte butik er franchisetagere.

I 2014 passerede landets 259 Rema 1000 butikker en samlet omsætning på 10 mia. kroner, og dermed konkurrerer kæden med Fakta om placeringen som landets næststørste discountkæde målt på omsætning.


Dansk Dagligvarehandel kort

  • Coop Danmark er markedsleder i dagligvarehandlen med en markedsandel på 37,7 procent og en omsætning på godt 44 mia. kroner.
  • Nummer to på markedet i dagligvarehandlen er Dansk Supermarked Gruppen med en andel på 32,2 procent og en samlet omsætning i Danmark og udlandet på cirka 57 mia. kroner.
  • Dagligvaremarkedets tredje store blok er købmændene. De betegnes også som den frie sektor. Købmændene har en samlet markedsandel på 24,6 procent og er overvejende fordelt på to aktører:
    • Dagrofa-koncernen med 14,1 procent, der leverer til Meny, Spar, Kiwi og Min Købmand.
    • Reitan Distribution med 9,7 procent, der leverer til Rema 1000.
  • De to tyskejede kæder Aldi og Lidl sidder tilsammen på 5,5 procent af kolonialmarkedet.

Antal butikker i 2014

  • Netto - 461
  • Fakta - 448
  • Dagli’Brugsen - 303
  • Rema 1000 - 259
  • SuperBrugsen - 229
  • Aldi - 225
  • Min Købmand - 189
  • Meny - 130
  • Kiwi - 106
  • Spar - 106
  • EuroSpar - 96
  • Lidl - 94
  • SuperBest - 91
  • Føtex - 88
  • Irma - 80
  • Kvickly - 79
  • LokalBrugsen - 57
  • Bilka - 17
  • Løvbjerg - 16
  • ABC - 13