Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Stikprøvekontrol og en whistleblower ordning skal hjælpe til at begrænse ulovlig opformering af beskyttede sorter af potteplanter og udplantningsplanter. (Foto: Fleuroselect)

Whistleblower ordning for planteforædlere

Fleuroselect har søsat en ny kampagne, der skal bekæmpe ulovlig opformering af beskyttede plantesorter.

Potteplanteforædlere i brancheorganisationen Fleuroselect har lanceret en ny kampagne, der skal hjælpe i kampen mod illegal opformering af beskyttede plantesorter.

Der vil blive udført stikprøvekontroller hos producenter, og der er etableret en whistleblower ordning, hvor man kan rapportere mistanke om ulovlig opformering.

Karol Pawlak, der er formand for Fleuroselect og indehaver af den polske forædlingsvirksomhed Vitroflora, påpeger, at det er et stort problem for forædlingsindustrien, når beskyttede sorter opformeres ulovligt.

- Beskyttede sorter sælges med en licens. Uden disse licenser er forædlingsindustrien ikke i stand til at finansiere det enorme forsknings- og udviklingsarbejde, der er forudsætningen for at bringe nye, innovative sorter på markedet, pointerer Karol Pawlak.


Stikprøvekontrol hos producenter


Han forklarer, at det i princippet er nemt at snuppe en stikling fra en plante af en beskyttet sort og reproducere den. Men det er og bliver ulovligt, med mindre der er betalt licens til sortsindehaveren.

Derfor er det i hele produktions- og distributionskædens interesse, at kun lovligt opformerede planter, der er betalt licens for, kommer på markedet. Lovlydige producenter, der betaler deres licenser, hilser da også den nye kampagne velkommen, oplyser Fleuroselect.

Inden for rammerne af kampagnen, er det lagt i hænderne på bureauet Royalty Administration Service, RAI, der er en international specialist i planteforædler-rettigheder, at aflægge besøg hos producenter.

Ved hjælp af stikprøver skal bureauet tjekke, om antallet af salgsplanter svarer til antallet af stiklinger, der er leveret og betalt licens for.


Uregelmæssigheder giver bøde

Desuden er der etableret en whistleblower ordning, hvor alle, der er aktive i planteproduktion og -distribution kan rapportere mistanke om uregelmæssigheder. Man kan enten ringe eller skrive til den ’tip line-, der er skabt til formålet, hvor oplysningerne vil blive behandlet fortroligt.

Herefter vil Fleuroselect sekretariatet opsamle de indrapporterede sager og overgive dem til RAI, der vil aflægge visit hos den mistænkte uden at nævne, at besøget er relateret til et konkret tip.

Afsløres uregelmæssigheder vil såvel manglende licens som en bøde blive opkrævet.