Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den engelske professor i plantedesign og urbant havebrug, Nigel Dunnett, er et af trækplastrene på fagudstillingen Have & Landskab i august. Han arbejder med dynamiske, varierede og naturlige landskaber – både i haver og i det offentlige rum – med stor virkning og lavt input. (Foto: www.nigeldunnett.com.)

Unik kapacitet i plantedesign på HL 19

En pioner indenfor naturalistisk plantedesign holder forelæsninger og aktive workshops på Have & Landskab 2019 i august. Et scoop i følge arrangørerne.

Det er lykkedes fagudstillingen Have & Landskab at få professor og pioner indenfor naturalistisk plantedesign, Nigel Dunnett, til at holde forelæsninger og aktive workshops på Fagligt Forum – en scene for faglige indlæg – onsdag den 28. august og torsdag den 29. august 2019.

Dunnett er engelsk Professor of Planting Design and Urban Horticulture fra Sheffield Universitet. Han stod bl.a. bag den Olympiske Park i London i forbindelse med de Olympiske Lege i 2012.

På Have & Landskab i august vil Nigel Dunnett bl.a. gennemgå og komme med feedback på konkrete, danske planteprojekter.

Have & Landskab giver dermed giver landets grønne fagfolk mulighed for at få konkrete råd fra en unik kapacitet indenfor naturalistiske beplantninger. Noget af et scoop, fastslår lektor Torben Dam fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.


Naturalistisk beplantning ved boligblok i London. Foto: Nigel Dunnett.



Langtidsholdbare plantninger

- Selv helt almindelige borgere har indset, at emner som biodiversitet og bynatur er vigtige, og ligesom politikerne har de stadig mere markante holdninger på området. Derfor skal vi som grønne fagfolk kunne levere varen.

- De besøgende på Have & Landskab er fagfolk og dermed absolut interesserede i konkrete råd og erfaringer omkring, hvordan man sikrer gode, langtidsholdbare plantninger, hvor der er forståelse for planternes naturlige processer og indbyrdes forhold.

- Og her har Nigel Dunnett nogle modeller og løsninger, som kan løfte vores daglige arbejde og også selve debatten om bynatur og naturlige plantninger, lyder det fra Torben Dam, der desuden er studieleder ved sektion for Landskabsarkitektur og planlægning.


Cosmea er en nem sommerblomst, her på en stor ensartet flade. Foto: Nigel Dunnett.


Plantninger i etager og med urtebund

Elementer af Nigel Dunnetts opsigtsvækkende, naturalistiske tilgang til beplantninger kan man desuden opleve i den forsøgsplantning med buske, som Danske Planteskoler og Københavns Universitet ved Marie Schnell etablerede på Have & Landskab i 2017.

Flere af de konkrete bede er nemlig designet og tilplantet med afsæt i Nigel Dunnetts principper, fortæller landskabsarkitekt og ph.d.-studerende Marie Schnell.

- Allerede ved mit allerførste buskplantningsprojekt brugte jeg en del af hans fremgangsmåde, bl.a. at plante med en tæthed, hvor man tager udgangspunkt i den forventede størrelse af buskene og med brug af etagerede beplantninger samt urtebund i stedet for at plante tæt fra starten og med ens planteafstand


Beplantning med flere etager og med farverig urtebund i sommerdragt. Foto: Nigel Dunnett.



Bedre buske med Dunnetts principper


I de efterfølgende år har hun erfaret, at Nigel Dunnetts principper generelt resulterer i langt mere livskraftige beplantninger med mere variation både i højde og struktur og i farve over årstiderne, hvor planterne samtidig dækker mere af jorden uden at konkurrere så voldsomt indbyrdes.

Derfor mener Marie Schnell, at mange landskabsarkitekter, kommunale planlæggere, anlægsgartnere og driftsansvarlige vil have stor gavn af at læne sig op ad Nigel Dunnetts erfaringer, næste gang de skal lave en beplantning.

- Han er en af de få som på et forskningsmæssigt plan har beskæftiget sig med beplantningsdesign, og hvordan man får buske til at fungere sammen. Det er virkelig spændende at arbejde med at få plantningerne til at blive harmoniske, livskraftige og æstetiske uden omfattende drift og lugning, pointerer Marie Schnell.


Få dit planteprojekt gennemgået

Hvis du netop nu sidder med et planteprojekt og tænker: ”Nøj, bare Nigel Dunnett gad at gennemgå plantelisten og planen sammen med mig” – så har du faktisk chancen.

Have & Landskab er nemlig på jagt efter tre-fire hold af landskabsarkitekter eller kommunale planlæggere, der sidder med et projekt, som er så færdigt, at der foreligger en planteplan og en planteliste.

- Vi er særligt interesserede i projekter med flere etager i beplantningerne, så der planlægges forskellige højder af vedplanter i samme bede gerne med samtidig brug af urter.

Planen er, at man i fællesskab med Nigel Dunnett skal gennemgå de konkrete planer og tankerne bag og derefter tager en faglig dialog om mulighederne og ikke mindst få masser af konkrete råd og idéer med på vejen. Disse workshops vil desuden blive live-streamet, fortæller Torben Dam.


Mere viden

  • Hvis du er interesseret og mener at have et projekt, som kunne være interessant, så kontakt lektor Torben Dam på mail toda@ign.ku.dk.
  • Have & Landskab er Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche og finder sted 28.-30. august 2019 i Slagelse.
  • Nigel Dunnett er på Fagligt Forums program flere gange i løbet af de to dage. Se programmet her.
  • Se en præsentationsvideo med Nigel Dunnett her.