Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Stiklinger af danske Kalanchoë kan eksporteres til Brasilien med et plantesundhedscertifikat, hvis man er registreret som eksportør. (Foto: Annemarie Bisgaard)

Eksport af Kalanchoë-stiklinger til Brasilien

Efter mange års arbejde er det nu endelig lykkedes at få godkendelse til eksport af danske Kalanchoë-stiklinger til Brasilien.

Landbrugsstyrelsen har i næsten 10 år i samarbejde med erhvervet arbejdet på at kunne eksportere stiklinger af Kalanchoë blossfeldiana til Brasilien.

Processen har været langvarig, da der inden eksporten skulle udarbejdes en såkaldt risikoanalyse (PRA) af de brasilianske plantesundhedsmyndigheder.

Risikoanalysen vurderer bl.a. produktionsforholdene og hvilke skadedyr og sygdomme, der kan følge med varen fra Danmark og dermed hvilke plantesundhedsrisici, der kan være for Brasilien ved at importere de danske stiklinger, skriver Landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside i juli


Registrering som eksportør

Den brasilianske plantesundhedsmyndighed stiller krav ved import af stiklingerne: Dels at varen skal følges af et plantesundhedscertifikat, dels at den er fri for en række skadedyr og sygdomme.

For at kunne få udstedt et plantesundhedscertifikat skal man være registreret som eksportør i Landbrugsstyrelsen, og varen skal kunne opfylde importlandets krav til plantesundhed. I Danmark er det alene Landbrugsstyrelsen, som må udstede plantesundhedscertifikater.

Danske gartnere, der vil eksportere danske stiklinger af Kalanchoë til Brasilien, kan orientere sig om Brasiliens importkrav ved at kontakte Landbrugsstyrelsen, Team Plantetilsyn, på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@lbst.dk