Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Jan Janssen, Blomsterlandet og Claus Højgård, Plantas, orienterede på fire møder i februar danske gartnere om nye krav til certificering for leverandører til den svenske havecenterkæde. (Foto: Lotte Bjarke)

Blomsterlandet kræver certificering

Alle gartnerier, der fremover vil levere planter til Blomsterlandet, skal have en MPS- eller GlobalG.A.P. certificering.

Den svenske havecenterkæde Blomsterlandet, der ejes af S-Invest Trading AB, skærper ligesom resten af koncernen miljøprofilen og sætter fokus på bæredygtighed.

Det betyder skærpede krav til kædens leverandører, der fremover skal have enten en MPS- eller en GlobalG.A.P. certificering for at kunne levere planter til kæden.

Blomsterlandet er en kæde i hastig vækst med omkring 60 fysiske butikker i Sverige omfattende nethandel og kundeklubben Green Room med ikke færre end 800.000 medlemmer. Det er næsten 10 procent af den svenske befolkning.


Blomsterlandet er en svensk havecenterkæde med omkring 60 fysiske butikker, der fremover kun vil udbyde planter fra gartnerier med MPS- eller GlobalG.A.P. certificering. Foto: Jan Janssen.


Orienteringsmøder med god dialog

Blomsterlandet samarbejder med OZ Planten i Holland, Mäster Grön i Sverige og Plantas i Danmark om sourcing og indkøb af planter. For at orientere danske producenter om de nye retningslinjer for leverandører, afholdt Plantas og Blomsterlandet fire møder 5.-7. februar.

Omkring 80 deltagere fra 60 berørte gartnerier deltog i møderne, hvor Jan Janssen fra Blomsterlandet forklarede om baggrunden for initiativet, selve implementeringen samt andre initiativer på koncern- og butiksniveau og fremtidige tiltag.

Møderne foregik i god og positiv ånd og med god dialog, og Jan Janssen lagde da også vægt på, at det er vigtigt, at alle led i kæden tjener penge. Ellers knækker kæden, som han formulerede det.

Implementeringen af de nye retningslinjer er allerede godt i gang i Holland, hvor leverandører til OZ Planten siden 1. januar i år som minimum skal være i gang med at opnå en certificering.


Skæringsdato 1. juli 2019

Nu følger så tilsvarende krav til leverandører til Plantas og Mäster Grön, der med en skæringsdato, der hedder 1. juli 2019, bliver mødt med det ufravigelige krav om en MPS- eller GlobalG.A.P. certificering.

- Mange danske gartnerier har allerede en certificering, og mange er på vej. Vi giver leverandørerne et år til at beslutte, om de er med os eller ikke. Takker de nej, må vi finde andre leverandører med samme sortiment, sagde Jan Janssen, der håber at få de fleste danske gartnerier med på vognen.


Certificeringsnummer skal fremgå

I forlængelse af selve certificeringen følger krav om, at leverandørens certificeringsnummer skal fremgå i forbindelse med EAN-koden på etiket eller potte. Dels som dokumentation for at certificeringen er i hus, dels for at give gennemsigtighed og sporbarhed.

Kravet til etiketter og eller potter implementeres for Plantas-leverandører pr. 1. januar 2020, så virksomhederne har mulighed for at bruge deres lagre op.


Blomsterlandet arbejder på mange fronter og også på de interne linjer for at butikkerne agerer og fremstår så bæredygtige som muligt i både handlemåde og produktsortiment. Foto: Jan Janssen.


Mange tiltag i kæden

Blomsterlandet nøjes ikke med at stille krav til sine leverandører men arbejder også på de indre linjer for at skærpe miljøprofilen og ad den vej gøre sit til at opfylde kædens slogan ’Lev Livet Lite Grönare’.

Blomsterlandet deltager for eksempel i FSI-samarbejdet, hvor en lang række virksomheder forsøger at udvikle fælles regler i stedet for, at hver enkelt kæde går ud med sine egne. Der arbejdes på at opnå MPS Trade-Florimark certificering og implementeres ISO14001 i alle butikker.

Desuden lægges der vægt på, at butikkerne hver især bliver så grønne som muligt med for eksempel bassiner til opsamling af regnvand til vanding, opsætning af solpaneler og reduceret brug af overflødig plast. Lastbiltransport er desuden skiftet ud med togtransport, hvor det er muligt, med gode resultater.