Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Anne Ammitzbøll, Floradania Marketing, der er tovholder for Odense Blomsterfestival, præsenterede de flotte resultater af en effektmåling fra Blomsterfestivalen 2018, da der var orienteringsmøde for partnere, sponsorer og udstillere i Odense. (Foto: Lotte Bjarke)

Blomsterfestival giver liv i byen

Odense Blomsterfestival er en af de mest besøgte begivenheder i Odense. Det viser en effektmåling.

Odense Blomsterfestival har i samarbejde med Odense Kommune gennemført en effektmåling i forbindelse med Blomsterfestivalen 2018. Målingen viser, at begivenheden er en af de mest besøgte i Odense.

Det fortalte Anne Ammitzbøll, Floradania Marketing, da Blomsterfestivalen sidst i februar havde inviteret partnere, sponsorer og udstillere til orienteringsmøde i Odense.

Blomsterfestivalen, der arrangeres i et samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Cityforening, Kold College og Dansk Gartneri Fyn, har entreret med Floradania Marketing om den praktiske planlægning af begivenheden. Anne Ammitzbøll er tovholder.


Odense Blomsterfestival 2018 tiltrak 29.000 unikke besøgende og resulterede i et ekstraforbrug i byens butikker på 4,7 mio. kroner. Foto: Lotte Bjarke.


Begivenhed med stor effekt


Tallene fortæller blandt andet, at 29.000 unikke besøgende gæstede Blomsterfestivalen, mens standene var åbne, og 90 procent af de adspurgte var i byen netop på grund af Blomsterfestivalen. 54 procent havde fået en mere positiv holdning til byen på grund af Blomsterfestivalen.

Målingen viste samtidig, at de mange besøgende havde en klar lokaløkonomisk effekt i form af et ekstraforbrug i byens butikker på 4,7 mio. kr. Heraf var 61 procent penge, som ikke-lokale gæster spenderede i butikkerne.

I alt 32 procent af de besøgende var tilrejsende. Ikke overraskende var der flere kvinder end mænd blandt gæsterne og en overvægt af personer over 50 år.

- Det er første gang, vi har gennemført en effektmåling for Blomsterfestivalen, så vi har ikke noget at sammenligne med fra tidligere år. Men det er kun H.C. Andersen festivalen og musikfestivalen Tinderbox, der trækker flere gæster til byen, sagde Anne Ammitzbøll.


Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel takkede for, at Blomsterfestivalen er med til at gøre Odense til noget særligt. Foto: Lotte Bjarke.


Et fantastisk aktiv for byen

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, deltog også i orienteringsmødet, hvor han kaldte Blomsterfestivalen for et fantastisk aktiv for byen og en fantastisk udstillingsplatform for gartnerne.

- Odense Kommune vil være en kærlig men også kritisk partner på den rejse, som Blomsterfestivalen skal ud på i fremtiden, sagde Peter Rahbæk Juel.


På tidsrejse med den 20. Blomsterfestival

Når det gælder den nærmeste fremtid i form af årets Blomsterfestival, er planlægningen allerede i fuld gang. Blomsterfestivalen 2019 bliver den 20. i rækken, og det bliver markeret med temaet: På tidsrejse med tiden i centrum.

Anne Ammitzbøll fortalte, at det blandt andet er planen at markere jubilæet ved at skabe en tidsrejse med elementer fra 1999 og 2009 og kombinere dem med nye 2019 tiltag samt et kig ind i fremtiden.

Udsmykningen af Flakhaven foran rådhuset sker i tæt samarbejde med blomsterdesigner Charlotte Franke.

Odenses centrum er aktuelt præget af en lang række anlægsprojekter, der betyder, at der formentlig vil komme ændringer i forhold til traditionerne for byens udsmykning.

- Vi må prøve at se muligheder frem for begrænsninger og finde ud af, hvordan vi så kan bruge byen, sagde Anne Ammitzbøll, der blandt andet fortalte, at der arbejdes med at skabe et planteflow gennem byens gader, så Blomsterfestivalens gæster bliver ledt rundt i byen.