Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Gasa Groups direktion, Daniél Vesterlund og Claes Riber glæder sig sammen med virksomhedens medarbejdere til at flytte ind i et nyt, skræddersyet domicil i Højme i slutningen af året. (Foto: Lotte Bjarke)

Video: Gasa Groups nye domicil tager form

Det går hurtigt på byggepladsen i Højme, hvor opførelsen af Gasa Groups nye domicil er i fuld gang. Flytteplanerne holder.

Foråret har budt på lidt af hvert fra vejrgudernes side, men regn og frost har ikke forhindret de store entreprenørmaskiner i at arbejde på Gasa Groups nye domicil.

Tidsplanen holder, og alt tegner til, at Gasa Group kan tage sin nye hal i brug primo november og flytte ind i administrationsbygningen medio december.

- Jeg var på byggepladsen i sidste uge. Da måtte jeg simpelthen knibe mig selv i armen. Det går bare stærkt. Nu står næsten alle terminalens vægge, og spær, og ovenlysvinduer og så videre er blevet installeret i takt med, at væggene er blevet rejst, fortæller Claes Riber, der er Group CFO i Gasa Group.

 
Se video fra byggeriet af Gasa Groups nye domicil i Højme tæt på den fynske motorvej.


Meget mere effektivt areal


Det er vel at mærke ikke et lille byggeprojekt, Gasa Group har gang i. De omtalte betonspær er for eksempel 24 meter i spænd og én meter brede. Det skal til for at opføre den 11.000 m2 store hal, der fremover bliver det centrale omdrejningspunkt for Gasa Groups aktiviteter.

Gasa Group råder over en 75.000 m2 stor grund tæt ved den fynske motorvej, hvor der foruden den store hal bliver opført 6.000 m2 lager og en administrationsbygning på 3.000 m2 samt selvfølgelig parkeringspladser.

Mellem den hesteskoformede administrationsbygnings fløje bliver der anlagt en gårdhave, sådan som medarbejderne har ønsket sig.

- En æra slutter på Lavsenvænget, men vi glæder os alle sammen til at flytte ind i den nye hal. Det bliver helt anderledes snorlige og meget mere effektivt end de gamle kvadratmeter på Lavsenvænget. Nu får vi noget, der er lavet til det, vi skal bruge det til. En bygning uden kringelkroge, hvor man kan se fra den ene ende til den anden, siger Claes Riber.


Investerer i dansk gartneri

Daniél Vesterlund, der er Group CCO i Gasa Group, tilføjer, at den øgede effektivitet, der opnås takket være de nye faciliteter, kommer hele branchen til gavn.

- Egentlig er det jo dansk gartneri, vi investerer i, og det er længe siden, der er set så stor en investering i den her branche, siger han og pointerer, at investeringen runder et trecifret millionbeløb.

Til gengæld er forventningerne til det nye domicil store både i ledelsen og blandt medarbejderne, der ser frem til at kunne rykke ind i nye, skræddersyede faciliteter.

- Vores personale vil gerne den forandring, det bliver at flytte. Flytningen kommer til at markere et nyt Gasa. Mange vaner ligger dybt i fugerne på Lavsenvænget. Nu tager vi de gode vaner med og lader de dårlige blive tilbage, understreger Daniél Vesterlund.

Læs meget mere om Gasa Groups fremtidsplaner i næste nummer af Gartner Tidende, der udkommer den 3. maj 2018.