Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
H.K.H. Prins Henrik har selv valgt den rose, der navngives til hans ære den. 1. juli ved et stort arrangement på Fredensborg Slot. Rosens navn er indtil da en dyb hemmelighed. (Foto: Jens Poulsen)

Prins Henrik æres med ny rose

400 deltagere i den 18. World Rose Convention overværer navngivningen af en ny rose til minde om H.K.H. Prins Henrik den 1. juli 2018.

Kgl. skuespiller og rosenelsker Ghita Nørby navngiver en helt ny rose til minde om H.K.H. Prins Henrik, der døde 13. februar i år, ved et stort arrangement med omkring 400 gæster på Fredensborg Slot søndag den 1. juli 2018.

De mange gæster er delegerede deltagere i 18. World Rose Convention 2018, som for første gang nogensinde finder sted i København og har H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor.

Den nye rose er forædlet af den danske og internationalt anerkendte rosenforædler Rosa Eskelund.

Den nye rose, der navngives til minde om H.K.H. Prins Henrik, har en smuk farvekombination i let orange over i det laksefarvede.
Den nye rose, der navngives til minde om H.K.H. Prins Henrik, har en smuk farvekombination i let orange over i det laksefarvede. Foto: Roses Forever.



Navnet er en hemmelighed

- Navnet er en dyb hemmelighed, men jeg kan godt afsløre, at den nye rose til ære for Prins Henrik er en vidunderlig skønhed med en smuk farvekombination i let orange over i det laksefarvede. Og så har Prins Henrik selv valgt den, fortæller rosenforædler Rosa Eskelund.

- Det glæder mig så meget, at Prins Henrik endelig får sin egen rose. Han fortjener en rose, og jeg er bare så lykkelig over, at Prinsen selv nåede at vælge den for godt fire år siden. Smukkere kan det ikke blive, siger Rosa Eskelund, der gennem sit forædlingsgartneri ’Roses Forever’ har opnået international anerkendelse for forædling af mange smukke haveroser.


Se rosen på Fredensborg Slot


I forbindelse med navngivningen vil Ghita Nørby og rosenekspert Torben Thim fortælle om deres oplevelser med H.K.H. Prins Henrik. Ghita Nørby havde således glæden af at lære Prinsen at kende gennem deres samarbejde i Verdensnaturfonden, WWF, og gennem sit kunstneriske virke.

Torben Thim har ved flere lejligheder mødt H.K.H. Prins Henrik blandt andet på Château de Cayx i Frankrig. Torben Thim står bag mange tegninger til haveanlæg til Slotte og Herregårde i ind og udland.

Den nye rose til ære for H.K.H. Prins Henrik vil senere kunne opleves på Fredensborg Slot, og mon ikke den også finder vej til haven ved slottet i Cayx.