Vi bruger Cookies

Ved at benytte gartnertidende.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Ikke færre end 60 forædlingsvirksomheder og småplanteproducenter inviterede indenfor, da FlowerTrials 2018 løb af stablen midt i juni. Her er det Selecta One, der viser sit store sortiment af sommerblomster og spændende konceptideer frem. (Foto: Lotte Bjarke)

Landvindinger og plantetendenser

Nu er karavanen af FlowerTrials besøgende spredt for alle vinde efter fire dage med besøg hos forædler efter forædler.

FlowerTrials 2018 er forbi efter en uge 24 med åbne døre hos ikke færre end 60 forædlingsvirksomheder fordelt på 32 lokationer i Tyskland og Holland.

Besøget var som altid en intens oplevelse, hvor det gjaldt om at suge til sig fra morgen til aften, når man blev præsenteret for et gigantisk opbud af sorter, ideer og muligheder.

Besøgstallet er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke det sætter rekorder, ligesom deltagerantallet. I hvert fald var der meget at komme efter: Fra forædlingens landvindinger når det gælder både farve, vækstegenskaber og plantesundhed til plantetrends og inspiration til butikseksponering.

Den hurtigst voksende tendens kaldte flere udstillere convenience koncepter, hvor man som forbruger får flere planter i en potte og dermed nem adgang til at skabe en flot sammenplantning. Den tyske fodboldversion af konceptet tegner Dümmen Orange sig for.
Den hurtigst voksende tendens kaldte flere udstillere convenience koncepter, hvor man som forbruger får flere planter i en potte og dermed nem adgang til at skabe en flot sammenplantning. Den tyske fodboldversion af konceptet tegner Dümmen Orange sig for. Foto: Lotte Bjarke.


Convenience hitter

En alt dominerende trend i den internationale planteverden er interessen for miks af forskellige planter i en potte, så man som forbruger kan skyde genvej til en flot krukke, hvor planterne væver sig ud og ind mellem hinanden.

Vel at mærke sammensat af sorter, der både klæder hinanden, har nogenlunde samme vækstkraft og nogenlunde samme behov for vand og næring.

Konceptet har efterhånden en del år på bagen, men udvalget af convenience løsninger bare vokser og vokser.

Det begyndte med egentlige sommerblomster men har nu også spredt sig til krydderurter, bladplanter og lejlighedsløsninger som nu et fodboldmiks i tyske farver i anledning af VM. Den ide tegnede Dümmen Orange sig for.

Sommerblomster er ikke længere bare blomster. Mange planter med smukke bladformer og -strukturer og spændende farver blander sig i sortimentet. Volmary har skabt convenience løsninger med tre bladplanter i en potte.
Sommerblomster er ikke længere bare blomster. Mange planter med smukke bladformer og -strukturer og spændende farver blander sig i sortimentet. Volmary har skabt convenience løsninger med tre bladplanter i en potte. Foto: Lotte Bjarke.


Bladplanter blander sig

En anden klar tendens er et øget fokus på sommerblomster, der ikke blomstrer. På bladplanter, der i kraft af løvets smukke former, farver og strukturer giver ekstra kombinationsmuligheder, når krukker, altankasser og bede skal tilplantes.

Mange FlowerTrials værter demonstrerede med sammenplantninger, hvor smukt det kan blive, når blomstrende planter og bladplanter kombineres. Der var endog eksempler på kombinationer, hvor bladplanterne spillede hovedrollen eksemplificeret med Volmarys store udvalg af convenienceløsninger baseret alene på bladplanter.

Solsikker, der blomstrer på alle sideskud og udvikler sig til en solsikkebusk, der blomstrer hele sommeren, ligner et kommende hit. Her er det Helianthus SunBelievable™ ’Brown Eyed Girl’ hos Thompson & Morgan.
Solsikker, der blomstrer på alle sideskud og udvikler sig til en solsikkebusk, der blomstrer hele sommeren, ligner et kommende hit. Her er det Helianthus SunBelievable™ ’Brown Eyed Girl’ hos Thompson & Morgan. Foto: Lotte Bjarke.


Solsikker sommer


Tidligere på året lød den gode nyhed fra det prestigefyldte Chelsea Flowershow, at gult er på vej tilbage i det gode selskab efter en årrække uden for døren. FlowerTrials bød på masser af lækre, gule blomster, der nok kan være med til at sætte skub i den tendens.

Om man kan kalde solsikker for en trend, er nok et spørgsmål, men et faktum er det, at der var rigtig mange solsikker i mange forskellige versioner at finde på årets FlowerTrials.

Virkelig spændende nyskabelser er solsikker, der blomstrer fra alle sideskuddene og dermed udvikler sig til en hel solsikkebusk, der blomstrer hele sommeren.

Helianthus SunBelievable™ ’Brown Eyed Girl’ blev præsenteret af Thompson & Moirgan og Beekenkamp, mens Helianthus Sunfinity® kunne opleves hos Syngenta Flowers.

Syngenta Flowers forædlerteam har gennem de seneste otte år arbejdet på at udvikle en meldugtolerant flittiglise. Nu kommer Impatiens walleriana Imara® endelig på markedet.
Syngenta Flowers forædlerteam har gennem de seneste otte år arbejdet på at udvikle en meldugtolerant flittiglise. Nu kommer Impatiens walleriana Imara® endelig på markedet. Foto: Lotte Bjarke.


Flittiglise er tilbage

En virkelig god nyhed fra Syngenta Flowers, der må kunne karakteriseres som en af årets største landvindinger, var en ny serie af flittiglise, Impatiens walleriana Imara®, der udmærker sig ved at være tolerant overfor meldug.

Tidligere var Impatiens walleriana en gigantisk kultur internationalt set, men de senere år har den bogstaveligt talt været lagt ned af omfattende meldugangreb. Der er foreløbig seks farver i den meldugtolerante serie, men flere er på vej, så mon ikke flittiglise for alvor er på vej tilbage?

Spiselige planter som krydderurter, grønsager, jordbær med farverige blomster og spiselige blomster hitter blandt forbrugerne og fylder derfor mere og mere på FlowerTrials.
Spiselige planter som krydderurter, grønsager, jordbær med farverige blomster og spiselige blomster hitter blandt forbrugerne og fylder derfor mere og mere på FlowerTrials. Foto: Lotte Bjarke.


Dekorativ og spiselig på en gang


En plantetrend, der også sætter større og større præg på Flowertrials, omfatter spiselige planter i alle afskygninger.

Rigtig mange deltagere har de spiselige planter med på sidelinjen og hos enkelte, som for eksempel Kienzler, Volmary og Takii med Sahin sortimentet og konceptet Ornamenties®, var de spiselige planter helt fremme i forreste linje.

Der blev præsenteret mange krukkekombinationer, der illustrerede, hvor smukt kombinationer af grønsager og krydderurter kan tage sig ud, så man på én gang kan pynte terrassen derhjemme med flotte krukker og samtidig have nem adgang til hjemmedyrket grønt.

Få meget mere inspiration fra FlowerTrials i Gartner Tidende nr. 9/2018, der udkommer den 9. august.